Australien lukker en flygtningelejr med hundreder af asylansøgere på stillehavsøen Papua New Guinea. Den australske regering har ikke sat en tidsfrist for lukningen, skriver flere medier.
Der er tale om en lejr på øen Manus, der er den ene af to off-shore lejre, som Australien har oprettet i andre lande. Det andet ligger i ø-staten Nauro.
Beslutningen om at lukke lejren på Manus sker efter, at Papua Ny Guineas højesteret i april afgjorde, at det er forfatningsstridigt at tilbageholde asylansøgere og flygtninge på centret, mens deres asylsag behandles.
Ingen genhusning i Australien
I en erklæring efter et møde i dag mellem repræsentanter for de to lande slog Australiens immigrationsminister Peter Dutton fast, at ingen fra centret nogensinde vil blive genhuset i Australien.
- Det har længe været regeringens holdning, at man bør samarbejde med Papua Ny Guinea om at lukke Manus og støtte de mennesker, der har opholdt sig der, mens de enten sluses ind i samfundet på Papua Ny Guinea eller bliver sendt hjem til de lande, de kommer fra, lyder det i erklæringen.
Ifølge det australske medie ABC vil Australien give Papua Ny Guinea en pose penge til at hjælpe med flygtningenes indslusning.
Intet hastværk
Den papuanske premierminister Peter O’Neill bekræfter beslutningen om at lukke asylcentret og understreger, at man ikke skal haste processen igennem.
- Vi må tage både den papuanske befolknings interesser og flygtningene og asylansøgerenes velbefindende i betragtning, siger han.
Ifølge de seneste tal fra Departementet for Immigration og Grænsebeskyttelse bor der 854 mandlige asylansøgere på Manus.
Off-shore lejrenes tid er forbi
Efter aftalen i dag erklærede Sarah Hanson-Young, der er senator fra oppositionspartiet De Grønne, at den er et tegn på, at ”tiden for off-shore lejre er forbi,” og at mændene fra Manus nu må komme til Australien.
- Den siddende australske regering må sørge for, at de her mennesker får en chance for at genopbygge deres liv i sikkerhed i Australien, sagde hun.
Menneskerettighedsgrupper og humanitære organisationer støtter hendes synspunkt. Men intet tyder på, at regeringen har tænkt sig at følge opfordringen, og Australiens egen højesteret bakker regeringen op.
I februar afgjorde Højesteret, at det er juridisk i orden at tilbageholde folk, der søger asyl i Australien i andre lande, mens deres ansøgning behandles.
Beslutningen var en reaktion på et sagsanlæg fra en bangladeshisk kvinde, der var blevet tilbageholdt i et tilsvarende asylcenter i ø-staten Nauro.
Efter at Papua Ny Guineas højesteret i april erklærede asyllejren på Manus forfatningstridig, sagde den australske immigrationsminister Peter Dutton, at der var ekstra plads på Nauro til at huse asylansøgere fra Manus.
Omfattende overgreb
Heller ikke de mere end 2.000 lækkede rapporter, der beskriver seksuelle overgreb, vold og selvskade på asylcentret i Nauro, og som i de seneste uger har bragt den australske behandling af asylansøgere tilbage i rampelyset, har formået at ændre den australske regerings politik på området.
Ved en pressekonference, efter at oplysningerne om de mange overgreb var kommet frem, sagde den australske premierminister Malcolm Turnbull, at Australien vil "fortsætte sin støtte til Nauros regering, så den kan sørge for sundhed, velfærd og sikkerhed for alle udsendte og flygtninge på Nauro."
Australiens skrappe asylpolitik betyder, at selv folk, der får tildelt flygtningestatus forhindres i at bosætte sig i Australien. I stedet må de klare sig, som de bedst kan uden for asylcentrene på Nauro eller Manus.
Kontroversiel flygtningelejr
- •
Lejren blev først åbnet 2001.
- •
Den blev formelt lukket igen i 2008, men driften blev genoptaget i 2012, da der skete et boom i antallet af asylansøgere.
- •
I 2013 indgik Australien og Papua Ny Guinea en aftale på 1,8 milliarder til stillehavsø-staten om at drive flygtningelejren.
- •
Tilbage i februar 2014 udbrød der fatale kampe ud i lejren, da lokale fik adgang til lejren. Året efter barrikaderede flere indsatte sig og gik i sultestrejke.
- •
FN og menneskerettighedsgrupper har flere gange kritiseret forholdene i lejre, og man mener, at Australien ikke lever op til sine forpligtelser over for flygtninge og migranter.
- •
Australien siger, at landets flygtninge-politik har ført til et markant fald i antallet af asylansøgere.
- •
Kilde: BBC
Rettelse 10.47: Det fremgik tidligere af artiklen, at lækkede papirer har vist 2.000 rapporterede hændelser om blandt andet seksuelle overgreb og vold i lejren, men dette er hændelser, som er sket i den anden flygtningelejr på øen Nauru.