Et arbejdsmøde mellem Nordkorea og USA i nærheden af Stockholm er blevet afbrudt uden resultat.
Det oplyser den nordkoreanske chefforhandler ifølge nyhedsbureauet Reuters:- Forhandlingerne har ikke levet op til vores forventninger og er til sidst blevet afbrudt, lyder det fra Kim Myong-gil.
- USA skabte høje forventninger ved at komme med forslag til en fleksibel tilgang, en ny metode og kreative løsninger, men de har skuffet os voldsomt og dæmpet vores forhandlingsvilje ved ikke at have noget som helst med til bordet.
Arbejdsmødet har fundet sted på konferencecenteret Villa Elfvik Strand på det landlige Lindingö i nærheden af Stockholm.
Det amerikanske udenrigsministerium, der havde sendt en delegation med chefforhandler Stephen Biegun til Stockholm, har endnu ikke kommenteret sammenbruddet direkte.
Men talskvinde siger her til aften til Reuters, at den nordkoreanske udlægning ikke afspejler hverken indholdet på mødet eller den ånd, som de otte timer lange forhandlinger foregik i.
Forinden sagde USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, under et besøg i Grækenland, at han håbede på fremskridt på mødet i Sverige:
- Vi er mødt op med et sæt af idéer, og vi håber, at Nordkorea er mødt op i den rette ånd og med en vilje til at forsøge at bevæge sig fremad og sætte det i værk, som præsident Trump og formand Kim aftalte tilbage i Singapore.
Nordkoreansk provokation
Lederne af de to lande mødtes tilbage i juni, hvor de blev enige om at genstarte atomforhandlingerne, der gik i stå efter et topmøde i Vietnam i februar.
I tirsdags blev det så offentliggjort, at parterne ville gøre et nyt forsøg på at nå til enighed med arbejdsmødet i Stockholm.
Men allerede dagen efter oplyste Nordkorea, at landet havde gennemført en vellykket prøveaffyring af et ballistisk missil.
Der var angiveligt tale om et nyt missil af typen SLBM Pukguksong-3, som blev affyret fra en ubåd i farvandet ud for Wonsan i det sydøstlige Nordkorea.
Ifølge Reuters er der tale om den mest offensive missiltest fra Nordkorea, siden landet genoptog sin dialog med USA i 2018.
Samtidig lagde testen pres på USA for at opnå et resultat ved forhandlingerne om at begrænse Nordkoreas voksende arsenal af atomvåben.
FN's Sikkerhedsråd har med en resolution forbudt styret i Pyongyang at bruge ballistisk missilteknologi.