Nordkorea bekræfter torsdag, at landets militær onsdag med succes prøveaffyrede en ny type ballistisk missil fra en ubåd (SLBM).
Det meddeler det statslige medie KCNA torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Onsdagens test af det nye missil blev registreret og kritiseret af både Sydkorea og Japan.
Regeringen i Sydkorea udtrykte "stærk" bekymring, mens Japans premierminister, Shinzo Abe, fordømte affyringen og sagde, at det var et brud på resolutioner vedtaget af FN's Sikkerhedsråd.
Oplysningen fra Nordkorea bekræfter en vurdering onsdag fra den sydkoreanske regering, som i en pressemeddelelse skrev, at der kunne være tale om et ballistisk missil affyret fra en ubåd.
Det var den niende affyring, siden Nordkorea s leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, mødtes i den demilitariserede zone (DMZ) i juni.
Affyringen skete, dagen efter at Nordkorea oplyste, at landet vil genstarte forhandlingerne om en atomaftale med USA lørdag.
Der har været sammenbrud i forhandlingerne, siden Trump og Kim Jong-un mødtes for anden gang for at diskutere Nordkoreas atomprogram i Vietnam i februar - et møde som endte uden en aftale.
Donald Trump nedtonede i september Nordkoreas mange missilaffyringer og sagde, at mange lande tester våben som dem.