WikiLeaks-stifteren Julian Assange bliver i dag afhørt af anklagere på Ecuadors ambassade i London i en sag, hvor han er anklaget for at begået voldtægt mod to kvinder i Sverige.
Afhøringen af Assange bliver ifølge nyhedsbureauet TT foretaget af en anklager fra Ecuador, mens den svenske chefanklager Ingrid Isgren og en svensk politiinspektør er til stede.
Ifølge planen bliver der også taget en dna-prøve af Assange på ambassaden.
Den svenske politiinspektør er opsat på at få en prøve med hjem, og Assange synes at have givet sin tilladelse til det.
Assanges forsvarer, Per E. Samuelsen, forstår dog ikke hvorfor, der skal tages dna-prøver, fordi britisk politi tog prøver i december 2010, og fordi sagen ikke er en strid om, hvorvidt parterne havde sex.
Efter en britisk domstol i 2011 besluttede, at Assange skulle udleveres til Sverige, søgte han tilflugt på Ecuadors ambassade i London.
Assange frygter i sidste ende at blive udleveret til USA, efter at WikiLeaks i 2010 afslørede opsigtsvækkende detaljer om USA's militære operationer i Irak og Afghanistan.
/ritzau/