Svenske anklagere skal afhøre WikiLeaks' stifter

Ecuador har givet den svenske anklagemyndighed lov til at afhøre Julian Assange på ambassaden i London

Stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, anklages for at have begået seksuelle overgreb mod to svenske kvinder. Nu har svenske efterforskere fået lov til at afhøre ham på Ecuadors ambassade i London, hvor han opholder sig. (Foto: © © Peter Nicholls / Reuters, Scanpix)

Om en uge rejser svenske anklager til London for at afhøre WikiLeaks-stifter Julian Assange. Forhøret skal ske 14. november, skriver nyhedsbureauerne TT og Reuters.

I en pressemeddelelse oplyser den svenske anklagemyndighed, at den har fået tilladelse fra Ecuador til at tale med Assange på ambassaden i London. Afhøringen vil blive foretaget af en anklager fra Ecuador.

Den svenske chefanklager Ingrid Isgren og en svensk politiinspektør vil være til stede ved forhøret, skriver TT.

Hvis Julian Assange giver tilladelse til det, vil der blive taget en dna-prøve.

45-årige Assange har siden 2010 været eftersøgt af de svenske myndigheder. Australieren anklages for at have begået seksuelle overgreb mod to svenske kvinder.

Efter at en britisk domstol i 2011 besltutede, at Assange skulle udleveres til Sverige, søgte han tilflugt på Ecuadors ambassade i London.

Her har han opholdt sig siden juni 1012, fordi han i sidste ende frygter at blive udleveret til USA.

Det skyldes blandt andet, at WikiLeaks i 2010 afslørede opsigtsvækkende detaljer om USA's militære operationer i Irak og Afghanistan. Det skete gennem offentliggørelse af en lang række klassificerede dokumenter.

/ritzau/