USA beder arabiske lande indstille blokade af Qatar

Blokade mod Qatar er en hindring for kampen mod Islamisk Stat, siger USA's udenrigsminister.

I en kort meddelelse siger Tillerson, at blokaden desuden har en række humanitære konsekvenser. Blandt andet forårsager den mangel på fødevarer, og den tvinger familier fra hinanden og holder børn ude af skolerne, siger Tillerson.

USA beder Saudi-Arabien og de andre lande, der har afbrudt de diplomatiske bånd til Qatar, om at afslutte deres blokade mod det lille golfland.

Blokaden hindrer USA's militære engagement og den bredere kamp mod Islamisk Stat, siger den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson.

USA's største militærbase i Mellemøsten ligger netop i Qatar.

I en kort meddelelse siger Tillerson, at blokaden desuden har en række humanitære konsekvenser. Blandt andet forårsager den mangel på fødevarer, og den tvinger familier fra hinanden og holder børn ude af skolerne, siger Tillerson.

- Vi tror, at det er utilsigtede konsekvenser, særligt under den hellige måned, ramadan, siger han.

Samtidig beder han Qatar gøre mere for at bekæmpe ekstremisme.

USA's præsident, Donald Trump, ventes at komme med en udtalelse om Qatar senere fredag.

Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater besluttede mandag at bryde al kontakt med Qatar.

De anklager landet for at støtte militante islamistiske grupper i Syrien og Yemen og for at blande sig i andre landes anliggender.

Qatar har afvist alle beskyldningerne.

Landets udenrigsminister advarer om, at blokaden risikerer at få en negativ effekt på hele regionen.

- Tiltagene mod Qatar krænker internationale aftaler og folkeretten. De vil få negative effekter på regionen, særligt Golfen, siger ministeren, Muhammed bin Abdulrahman al-Thani, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa under et besøg i Berlin.

Iagttagere mener, at en vigtig årsag til blokaden er, at Qatar samarbejder med Iran, som er Saudi-Arabiens og andre arabiske landes ærkefjende.

/ritzau/Reuters