Tidligt tirsdag morgen ankom USA's udenrigsminister, Antony Blinken, til Ukraine med "håbet om at sende et stærkt signal til ukrainerne, som åbenlyst befinder sig i en meget vanskelig tid".
Besøget, som ikke tidligere har været offentliggjort, har til formål at vise USA's solidaritet med Ukraine, som i øjeblikket kæmper mod kraftige russiske bombardementer på sin nordøstlige grænse.
Besøget er det første fra en minister, siden Kongressen sidste måned vedtog en længe ventet militær støttepakke på 61 milliarder amerikanske dollar.
- Ministerens mission her er virkelig at tale om, hvordan vores supplerende bistand vil blive udført på en måde, der hjælper med at styrke deres forsvar og gøre det muligt for dem at tage initiativet på slagmarken i stigende grad, sagde en amerikansk embedsmand til journalister, der rejste med udenrigsministeren. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blinken vil blandt andet forsikre præsident Volodymyr Zelenskiy om "vedvarende amerikansk støtte og holde en tale fokuseret på Ukraines fremtid", tilføjede embedsmanden.
Antony Blinkens besøg kommer også på et tidspunkt, hvor Ukraine har mistet tempo på slagmarken, og Rusland har skruet op for presset.
Den russiske hær har den seneste uge vundet frem flere steder i det østlige og nordøstlige Ukraine og udnyttet Ukraines mangel på mandskab og artillerigranater. Derfor har flere ukrainere måtte lade sig evakuere fra områderne tæt på fronten.
Man forsøger at fremskynde "leveringstempoet" af våben til Ukraine for at hjælpe dem med at vende deres ulempe, sagde USA's nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan denne mandag.
- Forsinkelsen satte Ukraine i en knibe, og vi forsøger at hjælpe dem med at komme ud af den knibe så hurtigt som muligt, sagde Sullivan og tilføjede, at en ny pakke med våben ville blive annonceret denne uge.