Kriminalfolk er fortsat "langt fra at løse puslespillet" om et islamistisk angreb på Paris i november, siger den belgiske rigsanklager efter et møde med sin franske kollega i Bruxelles.
Mødet var kommet i stand, efter det fredag lykkedes at anholde den hovedmistænkte Salah Abdeslam i en forstad til Bruxelles.
- Vi har fået et ikke ringe antal brikker til puslespillet i de senest få dage, og adskillige brikker er faldet på plads. Men jeg er stadig - og vi er stadig - langt fra at have løst puslespillet, lyder det fra statsanklager Frederic Van Leeuw.
Den belgiske anklager oplyser, at Abdeslam er blevet afhørt, men at han "ikke var i så god form" på grund af et skudsår.
26-årige Abdeslam blev skudt i benet under den dramatiske anholdelse i forstaden Molenbeek. Han var en af deltagerne i de koordinerede angreb i Paris, som kostede 130 livet.
Den franske anklager Francois Molins fortæller, at Frankrig forventer en hurtig udlevering.
Politiet har fundet dna fra den nye mistænkte i flere huse i Belgien og på sprængstoffer, der blev brugt under angrebet i Paris.
/ritzau/