Det går trægt med forhandlingerne om Storbritanniens exit fra EU. Meget trægt.
De to parter i forhandlingerne er uenige om, hvem der bærer ansvaret for, at det går for langsomt.
Storbritannien synes ikke, at EU er tilstrækkelig fleksibel og imødekommende.
Omvendt synes EU-landene, at det er svært at få klar besked om, hvad det egentlig er, Storbritannien vil i forhandlingerne.
Uanset hvem som har ansvaret, så er status quo lige nu, at med 542 dage tilbage til Storbritanniens EU-exit, så er Brexit-forhandlingerne i alvorlig fare for at mislykkes.
Sagen er, at EU og Storbritannien ikke skal indgå én, men hele tre forskellige aftaler, hvis skilsmissen mellem EU og Storbritannien skal foregå under ordnede forhold.
Skilsmisseaftalen
- •
Det er en aftale om, hvilke vilkår som skal gælde for de 4,5 millioner EU-borgere som bor i Storbritannien og briter som bor i EU-landene. Skilsmisse-aftalen skal også håndtere spørgsmålet om, hvordan grænsen mellem Irland og Nordirland skal kontrolleres, når den bliver en ydre EU-grænse. Og endelig skal der laves en aftale om håndtering af de økonomiske forpligtelser som de 27 EU-lande og Storbritannien har indgået i fællesskab.
- •
Overgangsordningen er en aftale som gør det muligt for Storbritannien fortsat at deltage i store dele af EU-samarbejdet efter skilsmissen. Under overgangsordningen vil Storbritannien ikke være med til at træffe beslutninger i EU. Men en overgangsordning kan f.eks. indeholde en aftale om, at Storbritannien stadig deltager fuldt ud i EU´s indre marked. En overgangsordning er midlertidig og har et udløb. Den britiske premierminister, Theresa May, har sagt, at Storbritannien formentlig vil bede om en to år lang overgangsperiode
- •
Handels- og samarbejdesaftalen bearbejdes efterfølgende. Når Storbritannien er ude af EU og overgangsordningen er ophørt, så er det tanken, at der skal være indgået en handelsaftale mellem EU og Storbritannien. Handelsaftalen indeholder vilkårene for fremtidig relationer mellem EU og Storbritannien indenfor f.eks. handel.
Politiske og juridiske komplikationer
Ved første øjekast virker opgaven måske overkommelig.
De tre aftaler kunne opsummeres til, at EU og Storbritannien forhandler en skilsmisse som gennemføres gradvist og som ender i et nyt forhold – nemlig handels- og samarbejdsaftalen.
Men politisk og juridisk er sagen langt mere kompliceret. Både Storbritannien og EU er enige om, at første opgave er at få forhandlet skilsmisse-aftalen på plads.
Skilsmisse-aftalen forhandles efter artikel 50 i EU-traktaten. De to parter har præcis to år til at lave skilsmisse-aftalen færdig, derefter er Storbritannien udenfor EU.
Uanset om parterne er blevet enige om en aftale eller ej.
Skilsmisse-forhandlingerne kan kun forlænges ud over de to år, hvis alle involverede er enige om det.
Da Storbritannien afleverede skilsmisse-ansøgningen den 29. marts 2017 begyndte nedtællingen.
Og den 30. marts 2019 er Storbritannien ikke længere medlem af EU.
Hvis EU og Storbritannien kun får indgået en skilsmisse-aftale inden den 30. marts 2019, så vil det skabe store problemer for erhvervslivet på begge sider af kanalen.
Så vil der skulle indføres told på varer, som sælges mellem de to lande, der vil være bjerge af toldpapirer, som skal udfyldes osv.
For at undgå problemer fra marts 2019, så har den britiske premierminister Theresa May foreslået, at der laves en overgangsordning – formentlig på to år.
De præcise detaljer for en overgangsordning er uklare, men udgangspunktet er, at Storbritannien i den periode fortsat skal være med i EU´s indre marked og i den såkaldte toldunion.
EU er åben overfor at indgå en aftale om en overgangsordning.
Men selv om parterne er enige om, at en overgangsordning er en god idé, så kan overgangsordningen kan ikke aftales indenfor skilsmisse-forhandlingerne.
En overgangsordning er nemlig en aftale mellem EU og et tredjeland, og det skal forhandles efter EU-traktatens artikel 218. Det er med andre ord en helt anden forhandling.
Hvis overgangsordningen skal være ambitiøs, vidtgående og indeholde britisk medlemskab af blandt andet det indre marked, så er det vurderingen i Bruxelles, at det kan være en aftale som ikke alene kræver godkendelse af EU´s medlemslande og Europa-Parlamentet, men også af EU´s nationale og regionale parlamenter.
Det kan med andre ord ende med at være en aftale som skal godkendes i 38 europæiske parlamenter, da nogle lande har parlamenter med flere kamre og et land, som Belgien har regionale parlamenter, som også skal godkende den slags aftaler.
Tiden presser Storbritannien
Da selve skilsmisseforhandlingerne langt fra er færdige, og EU og Storbritannien end ikke er begyndt at drøfte indholdet af en overgangsordning, så er vurderingen i Bruxelles, at det eneste realistiske er, at lave en overgangsordning, hvor Storbritannien i princippet blot fortsætter med at følge alle EU´s regler, sådan som Storbritannien også gør i dag.
En ordning, hvor Storbritannien også fortsætter med at betale til EU-kassen som i dag, og hvor den eneste reelle forskel mellem i dag og fremtiden er, at der ikke længere vil være britiske ministre med ved møderne, når EU-træffer beslutninger.
Der vil ikke være britiske EU-parlamentarikere i Europa-Parlamentet og ingen britiske embedsmænd i alle EU´s mange tekniske arbejdsgrupper.
Der er med andre ord lagt op til en overgangsperiode på to år, hvor EU vil diktere regler, som skal gælde i Storbritannien.
Regler som den britiske regering og det britiske parlament ikke har haft nogen indflydelse på.
En sådan overgangsordning vil være politisk uacceptabel for Storbritannien.
Det har flere britiske regeringsmedlemmer sagt.
Problemet er, at hvis der skal forhandles en mere nuanceret overgangsordning, som er skræddersyet til Storbritannien, så vil det tage tid. Tid, som de to parter ikke har.
Storbritannien ønsker skrædersyet aftale
I løbet af de første seks måneder er der sket meget få fremskridt, og det skaber store problemer for forhandlingerne.
Jo længere tid der går i forhandlingerne, jo mindre tid er der til at finde skræddersyede løsninger, som er acceptable for både Storbritannien, for de 27 EU-lande, for Europa-Parlamentet og for de nationale parlamenter, som formentlig også skal godkende aftalerne.
Set fra de 27 EU-lande er den aftale, som er lettest at få godkendt en, hvor Storbritannien reelt bare fortsætter med at følge EU´s regler og betale til EU´s budget.
En sådan aftale vil være let at få godkendt, og den vil samtidig sende det politiske signal, som EU-landene gerne vil sende.
Nemlig at det er svært og besværligt at forlade EU-samarbejdet.
Men samtidig vil en sådan aftale være lige præcis den aftale, som det vil være sværest at skaffe politisk opbakning til i Storbritannien.
Mange i Storbritannien vil se det som et svigt i forhold til det vælgerne stemte for – nemlig en britisk exit ud af EU.
Og endnu værre ser det ud i forhold til en kommende handelsaftale.
En sådan kan EU først forhandle med Storbritannien, når landet har forladt EU.
Hvis Storbritannien var villig til at søge en af den type handelsaftaler, som EU allerede har forhandlet med andre lande, så ville der være en model, som kunne bruges til handelsforhandlingerne.
Men indtil videre har den britiske premierminister primært haft fokus på at fortælle EU, hvilke modeller som ikke er acceptable.
Storbritannien vil have en handelsaftale, som er mere ambitiøs end den, som EU har indgået med Canada.
Men Storbritannien vil ikke have en aftale, som Norge har, hvor Norge er med i EU´s indre marked.
Storbritannien ønsker en skræddersyet handelsaftale, siger den britiske premierminister Theresa May.
Også her er der tale om en aftale, som det vil tage tid for EU og Storbritannien at få forhandlet på plads.
Specielt fordi det er Storbritanniens ambition at sikre en langt større adgang til EU for hele den britiske serviceindustri – specielt når det gælder finansielle tjenesteydelser – end EU nogensinde har givet til andre lande.
Samlet set er bekymringerne både i Storbritannien og blandt EU-landene ganske store.
Tidspres influerer forhandlinger
Ingen af parterne ønsker, at forhandlingerne mellem EU og Storbritannien skal bryde sammen.
Men tidspresset er enormt, og de løsningsmodeller, som EU-landene ser som de eneste mulige indenfor den korte tidsramme, ser ud til at være politisk uacceptable i Storbritannien.
Omvendt så er de løsninger, som ville kunne skabe politisk opbakning i London af en sådan karakter, at det ikke tidsmæssigt vil være muligt at få dem forhandlet på plads og få dem godkendt i de 27 EU-lande.
Situationen er alvorlig og på begge sider af forhandlingsbordet er der et håb om, at alvoren snart går op for modparten. For øjeblikket er der dog ikke udsigt til, at det er ved at ske.