Når Angela Merkel går til valg, smækker hendes partisoldater hælene sammen og falder ind på række bag hende. Så danner den tyske kanslers parti, CDU, og søsterpartiet CSU fælles front mod rosset.
Deres solide forspring i meningsmålingerne plejer at holde hele valgkampen og hele vejen gennem portene til kanslerhovedsædet i Berlin.
Plejer.
For Tyskland, Europa og verden er en anden end ved de forgangne tyske parlamentsvalg – ikke mindst det seneste i 2013, hvor kanslerens konservative partiunion var tæt på at opnå absolut flertal.
Hvor Angela Merkel stod på sin politiske tinde og mindede om en tysk og europæisk enehersker.
I år virker hun som en aldrende regent, hvis hofstat murrer i krogene. Og hvor politiske konkurrenter behændigt klatrer op mod tinden for at vælte hende.
Kåring trods splid
Angela Merkels partiunion har i dag kåret hende som officiel kanslerkandidat. Men kåringen kan dårligt nok dække over, hvor unik og dyb spliden mellem CDU og CSU er her i begyndelsen af 2017.
I halvandet år har søsterpartiet CSU hugget og stukket i Merkels CDU i vrede over kanslerens politik i flygtningekrisen. Ja, CSU har endda truet med at undsige støtten til Merkel som kansler. Gang på gang.
Det er formentlig kun magtperspektivet, der lige nu holder CSU og CDU sammen. Det er en helt usædvanlig situation for to tyske partier, der i det store hele altid har stået skulder ved skulder.
Flygtningekrisen har gjort partiunionen til en skrøbelig konstruktion. Og den kan muligvis slå revner i en tysk valgkamp, hvor Merkel og unionen vil blive presset hårdt fra højre og venstre.
Til højre for Angela Merkels konservative spiller partiet Alternative für Deutschland (AfD) med musklerne. Siden sidste valg har det vokset sig stort på emner som sikkerhed, islam- og indvandringskritik – ikke mindst i skyggen af en flygtningekrise og tre terrorangreb i Tyskland. AfD står i de seneste målinger til at blive Tysklands tredjestørste parti.
Til venstre for kansleren gør Tysklands socialdemokrater, SPD, sig klar til kamp. De har i efterhånden mange år levet i skyggerne af Angela Merkels politiske stråleglans. Vælgertilslutningen har været støt aftagende. Men nu, da Merkels aura synes at falme, vejrer de morgenluft.
Deres kanslerkandidat, Martin Schulz, er et nyt ansigt i tysk forbundspolitik, og hans stil og løfter om større social retfærdighed vækker genklang hos tyskerne. Hvis de kunne stemme direkte på den næste kansler, ville Martin Schulz lige nu vinde over Angela Merkel. Og pludselig haler SPD kraftigt ind på Merkels parti CDU.
Valgkamp på højrefløjen
Udsigten til en valgkamp med to stærke fronter får uroen til at brede sig bag kulisserne hos Tysklands konservative:
CDU og CSU havde egentlig planlagt at føre valgkamp på højrefløjen. Merkel & co. ville afvæbne AfD ved at gøre konkurrentens mærkesager til deres egne. De ville føre valgkamp på skærpet sikkerhed og udlændingepolitik - og trumfe AfD med konkrete politiske tiltag forud for valget. På den måde ville CDU og CSU hente de konservative vælgere tilbage i folden, der var flygtet på grund af Merkels håndtering af flygtningekrisen.
Det var planen. Den tog ikke højde for socialdemokraterne, der jo syntes at sygne hen. Men så kom Martin Schulz på banen og tog kegler hos vælgerne. Og det er Angela Merkels store, nye problem.
For hvis Merkel rykker de konservative ud på højrefløjen for at føre valgkamp mod AfD, risikerer hun at skabe et tomrum i midten af tysk politik, som SPD og Martin Schulz hurtigt vil prøve at udfylde.
En del af Merkels midtervælgere vil formentlig frygte et politisk højreskred, som de kan forsøge at forhindre ved i stedet at give deres stemme til SPD og Martin Schulz - hvis politik i øvrigt ikke ligger særligt langt fra Merkels.
Den sorte enke
I virkeligheden ligger CDU og SPD så tæt på hinanden, at Angela Merkel i tidligere valgkampe har kunnet uskadeliggøre socialdemokraterne ved at kopiere deres mærkesager og tage æren for succeser, som SPD stod for i regeringssamarbejdet. I socialdemokratiske kredse har det givet Merkel tilnavnet ”den sorte enke”. Man har simpelthen følt sig som byttedyr, fortæret af den altdominerende kansler.
Men den strategi kan Angela Merkel næppe genbruge i 2017. Hvis hun tager kampen op til venstre for den politiske midte, risikerer hun at give AfD for meget spillerum. Så vil søsterpartiet CSU utvivlsomt falde Merkel i ryggen - i frygt for at styrtbløde stemmer til den nye konkurrent på højrefløjen.
Så er det, at den skrøbelige union mellem CDU og CSU kan begynde at falde fra hinanden. Og hvis striden mellem søsterpartierne blusser op igen midt i en ophedet valgkamp, ja så kan det skyde Angela Merkels genvalg i sænk.
Noget tyder på, at Tysklands konservative vil forsøge sig med en dobbeltstrategi, hvor CSU appellerer til højrefløjens vælgere og bekæmper AfD, mens Merkels CDU tager sig af midten og prøver at stoppe SPD’s opkomst. Men det er og bliver en valgkamp på to fronter.
Den bliver ført af konservative, der er vant til at vinde nemt, men som nu befinder sig i en uvant og mere truende situation. Og den bliver ført an af en kansler, der har regeret i 12 år - og som måske mangler kræfterne til at holde sammen på tropperne, når det endelige slag skal slås.
De tyskende analytikere er enige: for Angela Merkel bliver forbundsdagsvalget 2017 den hårdeste kamp nogensinde.