En politisk revolution fandt sted i Frankrig i aftes. Derfor fik jubelbrølene da også både trikolorerne og EU-flagene til at blafre i Emmanuel Macrons partihovedkvarter i Paris’ 15. arrondissement, da fransk tv søndag aften klokken 20.00 annoncerede den første resultatprognose: 32,2 procent til La République En Marche – Fremad med Republikken.
Langt senere på aftenen viste det endelige valgresultat sig at være 32,3 procent til præsident Macrons parti - i alliance med centrumpartiet MoDem, og det er regulært historisk, hvad franskmændene var vidner til – og medvirkende til - i går:
Ingen havde hørt om En Marche for 14 måneder siden. De færreste havde hørt om Emmanuel Macron for tre år siden. Nu er han Frankrigs præsident, og hans bevægelse er blevet et politisk parti, der ser ud til at storme ind i det franske parlament med absolut flertal om en uge, når franskmændene går til anden og afgørende valgrunde af deres parlamentsvalg. Emmanuel Macron har ikke bare skrevet en bog med titlen ”Revolution” – han er vitterlig i gang med at udføre den; revolutionen.
Så sent som i maj måned, efter præsidentvalget, spåede de fleste, at det ville blive svært for Macron at skabe sig et flertal ved juni måneds valg til det 577 pladser store parlament, hvor det nyskabte La République En Marche ikke havde et eneste medlem.
Macrons parti skulle ikke bare som en anden racerbil fra 0 til 100 på rekordtid, men fra 0 til 289 på rekordtid for at få flertal. Efter valgresultatet i aftes ser det ud til, at macronisterne, som man kalder dem i Frankrig, efter anden runde af parlamentsvalget kan sætte sig på mindst – gentager: mindst - 400 stole i parlamentet.
En ny generations politik
En af grundene til dét, der ligner en jordskredssejr til La République en Marche, er, at Macron sammen med sin premierminister, Edouard Philippe, har formået at rive væggene ned i fransk politik. Den dynamiske duo – centrumpræsidenten med en fortid hos socialisterne og centrumpremierministeren med en fortid hos de konservative – har sammen lokket så mange kandidater til fra både venstre og højre, at de gamle partier har fået sig en gebommerlig øretæve ved gårsdagens parlamentsvalg.
Eksempelvis blev chokerede socialistiske toppolitikere som partiformand Jean-Christophe Cambadélis og tidligere præsidentkandidat Benoît Hamon totalt elimineret i aftes, fordi de end ikke fik nok stemmer til at gå videre til anden runde på søndag.
Og ganske symptomatisk for dét, vi er vidner til i fransk politik i disse måneder, kunne en mand som Hugues Renson – tidligere rådgiver for både den konservative præsident Chirac og den socialistiske præsident Hollande – fejre et kometvalg, nu som kandidat for La République en Marche.
- Vi oplever noget, der er absolut formidabelt, sagde en glædestrålende Renson til DR Nyheder i det overophedede partihovedkvarter fyldt med presse og kandidater.
- Vi oplever en reel forandring af det politiske system. Og det er vigtigt, at vi fortsætter valgkampen i den kommende uge, for vi skal give Emmanuel Macron redskaberne til at til at kunne forandre landet og gennemføre en ny generations politik.
Sofaen vandt valget - ikke 'En Marche'
Den franske præsident har brug for absolut flertal i parlamentet for at kunne gennemføre sine ambitiøse strukturreformer af blandt andet det franske arbejdsmarked – reformer, som givetvis vil blive mødt med massive protester og demonstrationer fra de franske fagforeningers side hen over sommeren.
Men ingen i La République en Marche tør tro på, at ”den er hjemme”, før anden runde af parlamentsvalget er overstået den 18. juni. Ikke mindst fordi valgdeltagelsen i går satte en historisk rekord; hver anden franske vælger valgte at blive hjemme.
Franskmændene har for det første fået en demokratisk overdosis efter seks måneder, hvor de har været til republikansk primærvalg, socialistisk primærvalg, to runder præsidentvalg og nu to runder parlamentsvalg. For det andet har mange af de ”gamle partier” ikke formået at motivere og engagere deres vælgere under parlamentsvalgkampen. Og det reelle valgresultat er, at de franske sofaer vandt med absolut flertal – 51 procent af vælgerne blev hjemme i går.
Det skaber selvransagelse i alle partier. Og macronisterne er pinligt bevidste om, at en jordskredssejr med så lav en vælgertilslutning altid vil kunne blive kritiseret for ikke at være funderet på folkelig opbakning.
Derfor er valgkampen ingenlunde slut. Eller, som man siger på jordnært fransk: ”Man tæller ikke æggene i hønens røv, man tæller æggene, når de er lagt”. Og æggene er først lagt, når valgstederne lukker efter anden runde på søndag.