Han er medlem af den svenske Riksdag for regeringspartiet Miljöpartiet.
Nu bliver han beskyldt for upassende seksuel opførsel gennem mange år og har taget det, han selv kalder en ”time-out”.
Han nægter sig skyldig, men er allerede blevet smidt ud af partiet og genopstiller ikke ved næste valg.
Dermed ser det ud til at gå ham, som det er gået studieværterne, lederskribenten, komikeren, mediechefen, lokalpolitikeren, kulturprofilen og den tidligere partileder. Også denne folkevalgte kan inden for en overskuelig fremtid vinke farvel ikke alene til sin karriere, men også til sin offentlige anseelse, plads i det gode selskab og sandsynligvis også til en god del af sine venner.
Og bag ham sidder endnu flere mænd og sveder: Bliver det mig næste gang?
Nu er svenskerne som regel altid klar på en debatrunde om ligestilling, feminisme og patriarkatets snarlige sammenbrud, men selv svenskerne bliver helt forpustede over den styrke og hastighed som "MeToo"-bølgen har ramt landet med:
De seneste uger har budt på #MeToo-opråb fra skuespillere, sangere, lærere, fotografer, jurister, journalister, sportsfolk, skolelever, offentligt ansatte, politikere, læger, sygeplejersker, ambulancereddere, reklamefolk, socialarbejdere, plejepersonale, akademikere, ansatte i transportbranchen, blomsterbindere, forsikringsfolk, restaurantansatte, ansatte i byggebranchen.
"MeToo" spænder så vidt, at både prostituerede og såmænd også medarbejdere i selv den svenske kirke får deres eget kønspolitiske opråb.
Man fristes næsten til at konstatere, at de eneste, der endnu ikke har givet lyd fra sig, er rengøringsassistenter og keramikere.
Verdensmesteren i ligestilling
Det er – naturligvis - ikke tilfældigt, at det er i Sverige, orkanen raser.
Dette land, som vi danskere elsker at drille som det selvgode pragteksempel på en verdensmester i ligestilling så lige, at den i bedste fald bare bliver firkantet –i værste fald i al sin insisterende ensretning risikerer at kvæle både hverdagshumor og anden almen livsglæde.
Og ja, svenskerne er insisterende. De insisterer på, at alle mennesker er lige meget værd, at her i Sverige har vi reel ligestilling.
Punktum. "Alla människors lika värde" er en værdi så indgroet i det svenske samfund, at det nærmest er en betinget refleks at slå hårdt ned på alt, der kan tolkes som diskrimination og magtmisbrug.
Derfor insisterer de på at prompte dybderense det vildtvoksende ukrudtsbed, som "MeToo"-bekendelserne ser ud til at have afsløret.
Den første tids vantro: "Det kan da ikke passe? Ikke her i Sverige?” er afløst af en resolut handlekraft.
Politikerne er på sagen. Diskriminationsombudsmanden er på sagen. Medierne er på sagen.
Svenskerne går til arbejdet med en systematik og ildhu, der kan virke skræmmende for andre end dem selv.
Men Sverige er ikke bange for at gå forrest. Det har de gjort før, og de gør det gerne igen.
Og de har i denne sag ingen som helst trang til at slå tingene væk med lidt latter og et slag hygge.
Hens øje i det høje? Nej, dog ikke
Derimod blev det sine steder i Sverige nærmest opfattet som hyggeligt, da misforståelsen om Guds snarlige kønsskifte bredte sig for nylig.
- Nå, så er Gud åbenbart blevet en hen, sagde min gamle svenske kollega og trak på skuldrene.
En forståelig reaktion, når man tænker på, at Sverige i flere år har haft en hen til at supplere han og hun.
Samtidig er den svenske regering netop blevet bedt om at undersøge muligheden for at indføre kønsneutrale personnumre: Altså et juridisk tredje køn, der - hvis det bliver til noget - vil få sin helt egen kolonne i svenske pas.
Set i det lys ville der sådan set ikke være noget mærkværdigt i, at hen strøg helt til himmels.
Men min bekendt har faktisk ikke ret. Gud i Sverige bliver ikke en hen.
Men fra pinse næste år får svenske præster flere muligheder for at komme uden om at kalde Gud for Herren eller Faderen – der jo har noget udpræget maskulint over sig.
Den nye kirkehåndbog, der træder i kraft i pinsen 2018, giver den enkelte præst valget mellem flere forskellige formuleringer, når bønnerne skal afsiges, for eksempel kan præsten sine steder erstatte "I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" med "I Guds, den Treeniges navn."
Set med kirkelige øjne gør man det, fordi Gud er større end køn, Gud er faktisk større end det sprog, vi andre hernede går og har sammen.
Derfor er der ikke nogen grund til at låse Gud inde i en mandlig fortælling, når Gud er så meget mere end det.
Den nye kirkehåndbog for præsterne har vakt heftig debat.
Først og fremmest i kirkelige kredse, hvor meget andet end Faderen, Sønnen og Herren har bragt sindene i kog.
Men når noget så forholdsvist smalt som en kirkehåndbog har vakt en vis genlyd i resten af landet, så skyldes det, at den rammer ned i en "MeToo"- bevægelse og en kønsdebat, der raser endnu kraftigere, end den plejer, hos vores nordiske nabo.
For selv om den svenske kirkehåndbog og "MeToo"- bevægelsen oprindeligt intet har med hinanden at gøre, så handler de begge om køn, magt - og om sprog.
Hvordan vi opfører os overfor hinanden, hvilke fortællinger vi deler med hinanden, og hvilke ord vi fylder dem med.
Rensningen af ukrudtsbedet under #MeToo går stærkt. Det går hårdt for sig – måske også for hårdt. Men den debat er der ikke rigtig plads til i øjeblikket.
Den, der vover at ytre sig kritisk om #MeToo bliver fejet til side. Svenskerne har en bunke ukrudt, der skal væk. Og det kan kun gå for langsomt.
Som min gamle bekendt sagde forleden med lidt træt stemme:
- Jeg håber, vi lander på den anden side af det her, og at kvinder og mænd finder en måde at være sammen på, som, vi begge synes er rar.