"Den, som er forgældet, er ikke fri." Sådan skrev Sveriges statsminister Göran Persson i 1997 i en bog, som handlede om, hvordan Sverige gik fra stor statsgæld til sunde finanser.
Det er nok tvivlsomt, at Italiens premierminister, Giuseppe Conte, og hans spanske kollega, Pedro Sanchez, har læst Göran Perssons bog. Men til gengæld har de set, hvordan eurolandene håndterede Grækenland, da landet under finanskrisen havde brug for økonomisk hjælp, og sporene skræmmer.
Der så de, hvordan dem, som låner pengene ud, også er dem, som bestemmer. Med et lån følger ikke bare penge, men også betingelser og forpligtelser. Eurolandene lånte Grækenland penge – og stillede krav om nedskæringer, privatiseringer og meget andet.
Jo mere forgældet et land er, jo mindre frit er det også. Jo mindre råderum har landets politikere, og jo færre penge er der til velfærd, infrastruktur og alt muligt andet, når en stadig større del af statens indtægter skal bruges til at betale renter og afdrag på den stadigt voksende statsgæld.
Det er andet og mere end bare økonomisk samarbejde og fælles hjælp, som er på spil, når eurolandenes finansministre i eftermiddag holder endnu et videomøde om vejen ud af coronakrisen. Det handler også om landenes økonomiske selvstændighed.
Hvordan kan et land, som får brug for at låne mange penge, samtidig sikre, at selvstændigheden er intakt, og at det ikke i mange år fremover vil være kreditorerne, som dikterer, hvad der skal ske i landet?
Mange bud på løsninger
Overalt i Europa – fra Finland i nord til Italien i syd - bliver der brug for rigtig mange penge, når landene gradvist skal genåbnes. Staten får brug for penge. Virksomheder får brug for penge. Arbejdsløse har brug for støtte. Der mangler penge overalt.
Men hvor skal de mange penge komme fra? Og hvordan kan EU-landene hjælpe hinanden gennem det, som chefen for den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, karakteriserer som en krise af ”episke” dimensioner? Det skal EU-landenes finansministre forsøge at finde løsninger på i dag.
Op til dagens møde har europæiske medier været fyldt med ledende politikere, som er kommet med hver deres forslag til løsninger på krisen.
Ni EU-lande har foreslået, at der skal udstedes særlige corona-obligationer. Obligationer, hvor eurolandene låner penge i fællesskab. Frankrig har foreslået etableringen af en særlig europæisk corona-fond.
Flere ledende politikere som den spanske premierminister Pedro Sanchez og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, taler om behovet for en europæisk Marshall-plan.
Der er ingen mangel på forslag. Til gengæld er der mangel på enighed.
Lån med betingelser
Alle EU-landene står som udgangspunkt med den samme udfordring. De skal låne penge.
Enhver, som har været en tur i banken for at forsøge at få et lån til alt fra et huskøb til at starte en egen virksomhed, ved, at betingelserne for et lån er fuldstændig afgørende for, om et projekt bliver til virkelighed. Bankens betingelser afgør, om der er råd til at købe bilen, båden eller boligen.
Det samme gælder for stater – uanset om landet er Italien eller Irland, Letland eller Litauen. Et land med god økonomi kan låne penge på gode vilkår. Et land med dårlig økonomi må låne til en højere rente.
Og penge, som skal bruges til betale renter på lån, er penge, som ikke kan bruges til at betale folkepension eller til for eksempel offentlige byggeprojekter som kan sætte gang i økonomien og skabe arbejdspladser.
Hvis man skal opsummere de forslag, der ligger på bordet, når EU´s finansministre holder møde i dag, så koncentrerer mødet sig frem for alt om tre forslag. Forslag, som har det til fælles, at de tilbyder lån og dermed udgør et alternativ til det, EU-landene normalt gør, når de skal låne penge. Nemlig udsteder statsobligationer.
- •
Eurolandene tilbydes at låne penge fra en særlig redningsfond, som blev skabt under finanskrisen, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM). Tanken er, at landene skal kunne låne op til to procent af et lands bruttonationalprodukt (bnp) fra ESM. Det ville eksempelvis sige, at Italien kan låne op til 29 milliarder euro.
- •
Europa-Kommissionen ønsker at lave en særlig fond med 100 milliarder kroner. Det er penge, som Europa-Kommissionen vil låne på vegne af EU-landene. Derefter vil EU-landene kunne låne penge fra fonden til projekter, som går ud på at sikre, at arbejdstagere bliver på arbejdsmarkedet. Hvis eksempelvis en virksomhed kun kan betale halvdelen af en medarbejders løn, men medarbejderen kan få efteruddannelse betalt af staten i halvdelen af arbejdstiden, vil staten kunne låne penge til det fra den fond, som EU-Kommissionen vil skabe under navnet SURE. Tanken er, at Kommissionen kan låne penge billigt, fordi alle 27 EU-lande står bag lånet.
- •
Små og mellemstore virksomheder skal få mulighed for at låne særligt fordelagtigt i den Europæiske Investeringsbank (EIB). Tanken er her, at EIB skal låne penge billigt – fordi alle 27 EU-lande står bag lånet. Og det er så de penge, som EIB kan låne videre til virksomheder.
Fronterne trukket hårdt op
Udfordringen med alle de tre forslag, der ligger på bordet hos EU´s finansministre, er, at de dels har den effekt, at de betyder, at landenes gæld vokser. For uanset om et land låner penge ved at udstede statsobligationer, eller om landet i stedet for låner penge hos enten ESM og/eller SURE, så vokser landets statsgæld.
Og spørgsmålet er, hvilke betingelser som følger med.
Når det gælder EU-Kommissionens forslag til den særlige fond SURE, hvor pengene er øremærkede til lån, som bruges til at holde folk på arbejdsmarkedet, vil et land, der låner penge fra fonden, skulle drøfte betingelserne for lånet med Europa-Kommissionen. 'Og lånet vil derefter skulle godkendes af EU´s 27 medlemslande.
Der er med andre ord tale om en proces, der er noget mere langvarig, besværlig og bureaukratisk, end det er, hvis landet blot selv udsteder statsobligationer og låner pengene på den måde.
Tilsvarende er eurolandene forud for dagens møde uenige om, hvilke betingelser der skal stilles, hvis et euroland ønsker at låne penge fra Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).
Da Grækenland lånte penge fra ESM, fulgte der en række skrappe betingelser med. Og sporene fra eurolandenes krav til Grækenland skræmmer i en sådan grad, at Italien før dagens møde har gjort det klart, at landet ikke ønsker at låne penge via ESM.
Holland har forud for mødet gjort det klart, at landet ikke kan acceptere lån uden betingelser. Italien vil ikke acceptere lån med betingelser. Dermed er fronterne trukket hårdt op.
Fremtidens lån
Ser man på de forslag, der ligger på finansministrenes bord, er det svært at finde dem, som tror, at de er tilstrækkelige til at håndtere omfanget af den krise, EU-landene er på vej ud i.
Forslagene vil måske kunne fungere som handling i den nærmeste fremtid. Men hvis coronakrisens omfang fortsætter med at vokse, bliver der brug for mere handling fremover, og her dukker begrebet coronaobligationer op.
Fordelen ved coronaobligationer er, at det er direkte lån som eurolandene foretager i fællesskab. Hvis Italien låner penge fra ESM eller fra SURE, vokser Italiens statsgæld. Men hvis eurolandene låner penge i fællesskab ved coronaobligationer, vil et sådan lån ikke figurere som et italiensk lån.
Tanken er, at Den Europæiske Centralbank kan købe coronaobligationerne. Hvis obligationerne har en lang levetid, vil der gå lang tid, inden eurolandene efterfølgende skal indløse coronaobligationerne. Det vil dels give et pusterum til at få økonomien på højkant – og forhåbentlig vil der i den mellemliggende tid være inflation, som vil betyde, at det bliver lettere at betale lånet tilbage, når coronaobligationerne skal indfries.
Coronaobligationer har altså klare fordele – specielt set med sydeuropæernes øjne. Og det er derfor, Italien insisterer på det forslag. Men for en række lande i nord er der ingen appetit på det forslag.
For i Holland, Finland, Tyskland og Østrig er der ikke megen tillid til, at et land som Italien nogensinde vil anstrenge sig for at få bragt landets økonomi i orden, sådan at der er penge til at betale, når obligationerne skal indfries. De frygter, at hvis eurolandene først en gang er begyndt at låne penge i fællesskab, vil der komme nye ønsker om fælles lån i fremtiden.
Det bliver skruen uden ende.
Danmark påvirket
Selv om Danmark ikke er med i euroen, har det alligevel afgørende betydning for Danmark og dansk økonomi, at eurolandene finder en fælles vej ud af krisen, og at man undgår, at lande som Italien og Spanien havner i enorme økonomiske vanskeligheder.
Mere end 60 procent af Danmarks samlede eksport går til EU´s indre marked. Danmarks eksport til andre EU-lande samt Storbritannien, som i dag er med i det indre marked, udgør mere end 650 milliarder kroner, og Dansk Industri vurderer, at omkring en halv million danske arbejdspladser er afhængige af eksport til EU´s indre marked.
Det er med andre ord afgørende for dansk økonomi, at EU-landene finder en fælles og holdbar vej ud af krisen. Så selv om dansk økonomi er velpolstret og Danmark næppe får problemer med at låne de penge, der skal til for at bringe dansk økonomi på fode igen, hjælper det ikke meget, hvis Danmarks største og nærmeste eksportmarked havner i en dyb økonomisk recession.
Det hjælper ikke, at vi i Danmark er dygtige til at producere varer, hvis dem, som normalt køber de danske varer, ikke længere har penge til at købe.
Og ser man uden for EU-grænserne, er udsigterne på det amerikanske marked ikke bedre. En netop offentliggjort amerikansk måling viser, at 73 procent af amerikanerne siger, at coronakrisen allerede nu påvirker deres families økonomi negativt. 24 procent af dem svarer sågar, at påvirkningen er meget negativ.
USA er Danmarks største marked – uden for EU´s indre marked. Krisen er global, og vejen ud er ikke noget, Danmark kan løse alene.