Den amerikanske immigrations- og grænsepolitik har katastrofale konsekvenser for mennesker fra Honduras, Guatemala og El Salvador, der prøver at komme til USA
Det skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en rapport, der udkommer i dag.
Organisationens researchere har i et år indsamlet dokumentation og interviewet over 120 asylansøgere og immigranter, myndighedspersoner og civilsamfundsorganisationer.
Og undersøgelsen viser blandt andet, at mellemamerikanske familier med små børn har siddet tilbageholdt i detentionscentre i mere end 600 dage, mens de ventede på at blive sendt tilbage til deres hjemlande.
- Tvangshjemsendelser til livstruende situationer bliver tilladt af grænsevagter, som afviser folk uden at vurdere, hvad de bliver sendt tilbage til, og hvad det er, de flygter fra, siger Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty International i Danmark.
Og det er i strid med USA’s internationale forpligtigelser ifølge organisationen.
USA's nuværende præsident, Donald Trump, talte i sin valgkamp imod immigration fra især Mexico. Han vil bygge en mur, og immigrationspolitiet har fået ekstra beføjelser til at arrestere og udvise papirløse immigranter og til i månedsvis at tilbageholde asylansøgere på detentionscentre langs grænsen.
Men også den tidligere præsident, Barack Obama er blevet kritiseret af organisationen, da de amerikanske myndigheder i hans regeringstid også indespærrede alle papirløse immigranter og asylansøgere, anfører Amnesty.
På flugt fra bandekrige
De mellemamerikanske flygtninge og immigranter rejser væk fra lande, hvor bander hærger, og hvor mordraten er høj.
- FN’s flygtningeagentur vurderer, at der kommer til at være titusindvis af mennesker, som vil flygte fra de her krigslignende tilstande. Tusindvis dør eller bliver forfulgt af narkokarteller. De bliver fanget i lovløshed, og de søger sikkerhed andre steder. Men de finder ikke sikkerhed i hverken Mexico eller USA, siger Trine Christensen.
Flere lande i Centralamerika er plaget af magtfulde gadebander, der ud over at bekrige hinanden for at sikre sig en større bid af narkomarkedet, også udgør en trussel mod almindelige borgere. Typisk i form af bortførelser, vold og pengeafpresning.
Flere af de yngre mænd, som Amnesty har talt med, kan fortælle, at de har måttet tage flugten, efter at lokale bander forsøgte at tvangsrekruttere dem. Mange har mistet forældre eller andre tætte familiemedlemmer på grund af bandekrige, angiver organisationen selv.
Dørmand for USA
Amnesty kalder Mexico for en velvillig dørmand for USA og ”a partner in crime”.
- I stedet for at tilbyde asyl til de her mennesker, så tager Mexico imod dem, når de vender tilbage fra USA – og ekspederer dem videre til deres hjemlande. 97 procent af de deporterede kommer fra lige præcis Guatemala, Honduras og El Salvador. Når de her mennesker flygter fra så alvorlige tilstande, bør blive behandlet individuelt. Nu tyr de til menneskesmuglere, og vi har set en fordobling blandt døde i Arizona ørkenen siden Trump blev præsident, siger Trine Christensen.