Mindst 100 civile dræbt i eksplosion i Mosul

Eksplosionen skulle have fundet sted i et beboelsesområde i byen.

Et beboelsesområde i den krighærgede irakiske by Mosul har i dag været udsat for en kraftig eksplosion, som har kostet mindst 100 mennesker livet.

Det siger den irakiske general Mohammed al-Jabouri ifølge - kommandant i den irakiske styrke, der bekæmper Islamisk Stat - ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Øjenvidner og aktivister på stedet, melder ifølge flere internationale medier om mellem 100 og helt op mod 230 dræbte.

Området, hvor de mange civile blev dræbt, hedder al-Jadida. Det ligger tæt på det vestlige Mosul, hvor slaget mod Islamisk Stat står netop nu.

Man ved endnu ikke præcis, hvad der førte til eksplosionen, og lige nu indløber der kontrasterende meldinger om årsagen til eksplosionen.

Kaptajn i den irakiske hær Jabbar Hassan fortæller til det tyrkiske Anadolu Agency, at man stadig arbejder på at redde overlevende ud fra ruinerne.

- Men de intense kampe i området, kombineret med raketangreb fra Daesh (IS, red), har forhindret civile redningshold fra at komme ind til de fastklemte civile, siger han.

Det engelsk-sprogede kurdiske medie Rudaw har en korrespondent i Mosul, som fortæller, at der alene i en bygning var 130 dræbte.

Korrespondenten fortæller, at i alt tre bygninger blev ramt af eksplosionen.

Tidligere torsdag oplyste FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), at 400.000 mennesker er fanget i den vestlige del af Mosul, som irakiske styrker forsøger at tilbageerobre fra Islamisk Stat.

De civile i den belejrede by er paniske og lever i armod i Mosuls gamle bydel, lyder det fra UNHCR.

Der er alvorlig mangel på mad og hyppige bombardementer, og det ser ikke ud til at blive bedre foreløbig.