Amnesty-kritik af Australien på grund flygtningeø

Australien udsætter flygtninge for mishandling og overgreb på øen Nauru, mener Amnesty International.

I Australien har der været flere demonstrationer imod flygtningeøen Nauru, og nu kritiserer Amnesty behandlingen af asylansøgerne. (Foto: © DAVID GRAY, Scanpix)

Mishandling, overgreb, vilkårlige fængslinger og psykiske problemer.

I en ny rapport kritiserer Amnesty International endnu engang forholdene på østaten Nauru, som Australien betaler for at tage sig af asylansøgere.

I flere end 100 interviews tegnes et billede af et system, som menneskerettighedsorganisationen kalder for torturlignende. Ifølge Amnesty skal det afskrække bådflygtninge fra at sætte kurs mod Australien.

- Flygtninge lever i et limbo, et ingenmandsland, hvor de ikke aner noget om, hvor længe de skal blive på Nauru. Det svarer til, at de bliver torteret, siger Joakim Lundstrøm, danske seniorrådgiver hos Amnesty.

Australiens flygtningepolitik er hård. Men den virker, har premierminister Malcolm Turnbull ofte fastslået.

Men regeringens succes afhænger af menneskelig lidelse, mener Amnesty Internationals internationale direktør for research, Anna Neistat.

Organisationens opfordring til de danske politikere er derfor også klar: Forsøg ikke at efterligne Australien.

Flere politikere, heriblandt Dansk Folkepartis Martin Henriksen, har været positive over for den australske model.

/ritzau/