- Kommunistpartiets udnyttelse af denne katastrofe for at fremme sine egne interesser har været skandaløs.
Sådan lyder den hårde udmelding om Kinas rolle i coronakrisen fra den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i London her til aften.
Her har han i dag holdt møde med premierminister Boris Johnson og sin britiske modpart, Dominic Raab.
Parterne har blandt andet talt om Kinas fremfærd i Hongkong samt den kinesiske stats behandling af det muslimske uighur-mindretal i Xinjiang-provinsen, lyder meldingen fra Downing Street.
På et pressemøde her til aften lagde den amerikanske udenrigsminister ikke skjul på, at Trump-regeringen betragter Kinas styrende kommunistparti som en trussel.
- Vi ønsker at se, at enhver nation, der forstår og værdsætter frihed og demokrati og ved, at det er vigtigt for deres eget folk og for at være succesrige, forstår denne trussel, som det kinesiske kommunistparti udgør mod dem.
På kollisionskurs
I går valgte Storbritannien at suspendere landets udleveringsaftale med Hongkong og samtidig udvide sit våbenembargo mod Kina til også at omfatte Hongkong.
Derudover har briterne lovet op mod tre millioner Hongkong-borgere muligheden for at flytte til Storbritannien.
Det sker som reaktion på Kommunistpartiets vedtagelse af en internationalt udskældt ny sikkerhedslov, der blandt andet åbner døren for livstidsdomme for oprør eller forsøg på løsrivelse i Hongkong.
I sidste uge slog den britiske regering endvidere fast, at man vil fjerne alt Huawei-udstyr fra det britiske 5G-netværk.
Det sker, efter USA har sortlistet det kinesiske firma, som amerikanerne beskylder for at være tilknyttet den kinesiske stat og dermed en sikkerhedstrussel - en påstand, som Huawei afviser.
Mike Pompeo roser briterne for deres kurs over for Kina i den seneste tid og opfordrer andre lande til også at give kineserne modspil.
Kina advarer
Storbritannien forhandler i øjeblikket med USA om en stor handelsaftale, og kritikere har beskyldt briterne for at lade sig presse af amerikanerne i forbindelse med Huawei-sagen.
Ifølge Dominic Raab har de amerikanske sanktioner mod firmaet spillet ind, men han afviser, at der er tale om tvang, skriver BBC.
Briternes kurs i den seneste tid har fået Kina til at advare briterne mod at ødelægge forholdet mellem de to lande.
Den kinesiske ambassadør i Storbritannien beskylder ligeledes briterne for at blande sig i interne kinesiske anliggender og advarer dem om at skulle at leve med konsekvenserne.
Efter opholdet i den britiske hovedstad rejser den amerikanske udenrigsminister i morgen til København. Her skal han mødes med statsminister Mette Frederiksen (S), hvorefter det står på en arbejdsfrokost med udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Her er blandt andet arktiske forhold og Kinas behandling af Hongkong på dagsordenen.