Amerikansk erhvervsliv til Trump: Du har dummet dig

Fem ud af seks af verdens mest værdifulde virksomheder undsiger Donald Trump, som i aftes meddelte, at han vil melde USA ud af den internationale klimaaftale.

Demonstranter foran Det Hvide Hus efter præsident Donald Trump i går meddelte, at han trækker USA ud af Paris-aftalen. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)

Tilbageskuende, farligt, skuffende og vildledt.

Sådan lyder nogle af reaktionerne fra det amerikanske erhvervsliv, efter præsident Donald Trump i går meddelte, at han vil trække USA – verdens anden største udleder af CO2 - ud af den klimaaftale, som blev indgået i Paris i 2015.

Beslutningen, som var et af Trumps kampagneløfter, har vakt furore blandt internationale politikere, miljøorganisationer og virksomheder. Og nogle af dem, der fordømmer Trumps beslutning stærkest, er de nogle af de største spillere på det amerikanske tech-marked.

Både Apple, Amazon, Google, Facebook og Microsoft har fordømt Trumps beslutning. Samtlige selskaber er ifølge Forbes blandt de seks mest værdifulde varemærker i hele verden.

https://twitter.com/tim_cook/status/870439008316276736

- Beslutningen om at trække USA ud af Paris-aftalen var forkert for vores planet. Apple er dedikeret til at bekæmpe klimaforandringer, og vi vil aldrig vakle, lyder det i et tweet fra administrerende direktør i Apple, Tim Cook.

Også nummer fem på listen over verdens mest værdifulde varemærker, Coca-Cola, opfordrede tidligere på måneden Trump til at blive i aftalen.

Læs mere om klimaaftalens indhold nederst i artiklen.

Vores børns fremtid

Også Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, der ligesom Cook var blandt de virksomhedsledere, der forud for opsigelsen opfordrede Trump til at blive i aftalen, har givet sin mening til kende.

- At trække sig fra Paris-aftalen er dårligt for miljøet, dårligt for økonomien og sætter vores børns fremtid i fare, skriver Mark Zuckerberg i et Facebook-opslag.

- Vi er dedikeret til, at ethvert nyt datacenter, vi bygger, skal køre på 100 procent bæredygtig energi. Kun som globalt samfund kan vi stoppe klimaforandringer, og vi bliver nødt til at handle sammen, før det er for sent, fortsætter han.

Facebook og Apple var blandt de 25 af verdens største virksomheder, der i går sendte et brev til præsidenten med kraftig opfordring om at forblive i aftalen. Også Google, Microsoft, Morgan Stanley og Unilever var afsendere på brevet, som du kan læse her. Et lignende brev blev afsendt tidligere på måneden fra 30 tilsvarende magtfulde virksomheder. Det kan du læse her.

Vi vakler ikke

Forud for Trumps udmelding lød det fra FN’s generalsekretær, António Guterres, at ansvaret for at fortsætte den grønne omstilling – hvis altså USA meldte sig ud, måtte ligge hos USA’s delstater, byer og ikke mindst virksomheder.

Og det er præcis, hvad der kommer til at ske, lyder det fra flere Trumps kritikere.

Hos tech-giganten Microsoft lyder meldingen, at de vil gøre deres for at møde de mål, som er blevet indgået i aftalen. Også Apple, Facebook og Google vil gøre det samme.

https://twitter.com/sundarpichai/status/870386661321986048

- Skuffet over dagens beslutning. Google vil fortsætte med at arbejde for en renere, mere blomstrende fremtid for alle, skriver administrerende direktør i Google, Sundar Pichai, på Twitter.

Den samme melding kommer fra andre store virksomheder: Intel – ”Opsigelsen vil ikke ændre vores investeringer i bæredygtig energi”, Dell – ”Vi fortsætter med at tage meningsfulde skridt mod at begrænse vores egen udledning og miljømæssige indflydelse”, og Amazon - "Vi fortsætter med at støtte Paris-aftalen".

Farvel fra Disney og Tesla

Beslutningen har også medført andet end stærke ord. Det har også indtil videre kostet Det Hvide Hus to medlemmer af Trumps forretningsudvalg.

Både Elon Musk, administrerende direktør i Tesla og stifteren af SpaceX, og Robert Iger, administrerende direktør i Walt Disney Company, har forladt udvalget af "principielle årsager". Det skriver de begge på Twitter.

https://twitter.com/RobertIger/status/870413002893254656

- Af principelle årsager, har jeg valgt at forlade præsidentens udvalg på grund af opsigelsen af Paris-aftalen, skriver Robert Iger i dette tweet.

https://twitter.com/elonmusk/status/870369915894546432

- Jeg forlader præsidentens udvalg. Klimaforandringer er ægte. At forlade Paris(-aftalen, -red.) er ikke godt for Amerika eller verden, skriver Elon Musk.

Ikke til genforhandling

Trump sagde i sin tale i går aftes, at han nu ville genforhandle Paris-aftalen, så USA får en "better deal". Det kan han dog umiddelbart godt skyde en hvid pil efter.

Kort efter lød meldingen nemlig fra den franske præsident, Emmanuel Macron, at han havde ringet til Trump og sagt, at aftalen ikke stod til genforhandling.

Det vil formentligt tage USA op til fire år at vikle sig ud af aftalen, som i skrivende stund er ratificeret af 147 af de 200 aftalelande.

De har også undsagt præsident Trump

  • General Electric

  • Twitter

  • Uber

  • HP

  • Tesla

  • Disney

  • Paypal

  • Virgin

  • Pepsi Co.

  • Walmart

  • Ford

  • General Motors

KLIMAAFTALEN PUNKT FOR PUNKT

  • Landene skal hurtigst muligt forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig tager man højde for, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.

  • Man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader, og man skal arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, hvor industrialiseringen for alvor startede.

  • Deltagerne skal sammen årligt skaffe cirka 681 milliarder kroner til at nå de nye klimamål.

  • Udkastet viser også, at deltagerlandene skal mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Det første møde finder sted i allerede i 2018, selvom aftalen først træder i kraft i 2020.

  • Lande skal hurtigst muligt nå toppen af deres CO2-udslip. Der tages højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, hvor 300 millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet.

  • I-lande skal indberette deres klimatal hvert andet år.

  • Der er ingen straf for lande, der ikke overholder deres klimamål, men alle lande er forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen.

  • Alle lande skal bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.