En dag i februar måned vågner 30-årige Alisa Kolesnikoff og hendes mand op til en forandret verden i den østukrainske storby Kharkiv.
I flere uger havde de hørt rygterne om, at en krig skulle bryde ud, men det var ikke noget, de troede på. Lige indtil det skete.
For natten til den 24. februar, mens Kharkivs en million indbyggere lå og sov, var russiske militærvogne rullet ind over grænsen til Ukraine, blot 30 kilometer væk fra byen.
- Da jeg vågner den morgen, har jeg en masse mistede opkald fra mine forældre. Jeg ringer tilbage til min mor, som siger: "Hvordan kan I sove nu? Der er krig!", siger Alisa Kolesnikoff.
- Det var her, vi forstod, at nu skete det. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre.
Som at være i en apokalyptisk film
Før krigen boede Alisa Kolesnikoff og hendes mand Sergej Kolesnikoff i den russiske by Belgorod, som ligger på grænsen til Ukraine. Men i januar 2022 var det russiske par flyttet til Kharkiv.
De havde nær familie i byen, og parret skulle til begravelse for Sergejs fætter, der var død. Efter begravelsen besluttede de sig for at slå sig ned i Kharkiv, fordi Sergej, der er musiker, skulle indspille noget musik med en lokal producer.
Men over en enkel nat, blev deres liv totalt forandret.
- Det var som at være i en apokalyptisk-film. Vi kunne høre lyden af skud og raketter i det fjerne. Gaderne var fuldstændig øde, og der var ingen mennesker, siger Alisa Kolesnikoff om krigens første døgn.
- Alle var borte, bortset fra foran byens apoteker og supermarkeder. Her stod folk i 500 meter lange køer i den bidende kulde. De forberedte sig på en krig.
Russere i Ukraine
Allerede fra krigens første døgn, udspillede der sig voldsomme kampe mellem ukrainske tropper, der havde kontrol over byens centrum og russiske tropper, der forsøgte at indtage byen.
- Vi kunne høre kampene konstant. Hver dag blev bragene højere, og vores vinduer begyndte at ryste, siger Alisa Kolesnikoff.
Parret fandt hurtigt ud af, at det sikreste sted at være var i deres lille gang i lejligheden.
- Bare at gå ud i køkkenet var farligt, og gik vi ud på gaden, var det for at hente mad, siger Alisa Kolesnikoff.
- Men det var meget risikabelt. Kun 300 meter væk fra vores hjem var et universitet blevet ramt af missiler.
Der gik ikke lang tid, før parret løb tør for mad, og da den første måned var gået, fandt de ud af, at deres russiske dankort var blevet spærret.
- Her blev vi meget bange, for vi var jo russere i Ukraine. Hvem ville hjælpe os?, siger Alisa Kolesnikoff.
En baby på vej
Heldigvis var der hjælp at hente udefra. Ukrainske venner og naboer skaffede i perioden mad, vand og penge til parret, mens de skjulte sig.
- Det var virkelig rørende, hvor hjælpsomme folk var. Vi havde en ukrainsk ven, hvis mor pakkede en stor pose med almindelige fødevarer såsom kartofler og kål, siger Alisa Kolesnikoff.
Alisa Kolesnikoff og hendes mand tilbragte mange måneder i skjul i deres lejlighed, men allerede i juli måned besluttede de sig for at flygte. For Alisa var blevet gravid.
- Jeg havde hørt om gravide kvinder, der måtte føde under jorden på metrostationer. Det måtte ikke ske for vores barn, siger Alisa Kolesnikoff.
Så da kampene var faldet til ro, besluttede de sig for at flygte ud af landet. Til Argentina, hvor der ikke var krig.
- Vi havde engang lavet en sang om Buenos Aires, så vi tænkte, at den største gave vi kunne give vores ufødte barn, var et statsborgerskab i et fredeligt land, siger Alisa Kolesnikoff.
- Men jeg drømmer stadig om et fredeligt Kharkiv og et fredeligt Belgorod, hvor vi kommer fra. Og ikke den apokalypse, vi efterlod.
Her kan du se, hvordan krigens fronter har flyttet sig i løbet af det sidste år: