En bro er skudt i sænk, mens to biler holdt på kørebanen. Et indkøbscenter er formentligt ramt af en form for beskydning, så døre, vinduer og facade er smadret. Men befolkningen er nu fri for den russiske besættelsesmagt.
For bare få dage siden var byen Kupjansk under russisk kontrol. Men med en lynhurtig modoffensiv har den ukrainske hær genvundet kontrollen med store områder i den østlige del af landet.
DR har sammen med det ukrainske militær besøgt byen, som ligger godt 120 kilometer øst for storbyen Kharkiv. I et boligkvarter står folk i kø for at få uddelt nødhjælp, og her glæder man sig over at være blevet befriet.
- Glæde, sejr. Vi bevarede håbet om, at den ukrainske hær ville komme. Vi havde et godt liv her, men under besættelsens var det meget farligt, fortæller en mand ved navn Volodymyr.
Befriet, men ikke i sikkerhed
De russiske tropper er ikke længere i byen. Men overalt er der tydelige tegn på, at russerne havde kontrollen i omkring fem måneder, fortæller DR’s reporter i Kupjansk, Louise Brodthagen Jensen.
- Det høje byskilt, hvor der står Kupjansk, er stadig malet i det russiske flags farver, men nu vejrer der altså et ukrainsk flag også.
- Inde i byen så vi blandt andet et af der her skilte med russiske paroler og rester af et flag, der var flået ned. Det ukrainske militær er i øjeblikket ved at indsamle lastbiler og andre køretøjer, som russerne har efterladt. Vi så blandt andet en lastbil og en kampvogn med store hvide Z'er tegnet på, fortæller hun.
Samtidig er der tilsyneladende kampe ganske tæt på.
- Ifølge det ukrainske militær er de russiske tropper lige på den anden side af Oskol-floden, og det er tydeligt, at indbyggerne også stadig er mærket af de mange hårde kampe. En ældre kvinde, vi talte med, dukkede sig, hver gang hun hørte et nyt nedslag - og dem var der rigeligt af. Alligevel bevæger de sig ud, når der for eksempel kommer nødhjælp, fortæller Louise Brodthagen Jensen.
Herunder kan du se en video med nogle af konsekvenserne af kampene i byen.
Beskyldninger om tortur og drab
I takt med at ukrainerne tilbageerobrer landområder dukker der flere meldinger op om, at russerne skulle stå bag tortur, plyndringer og drab på civile.
Britiske BBC talte forleden med indbyggere i byen Balaklija sydøst for Kharkiv. En af dem var Artem, som efter eget udsagn blev holdt fanget af russere i 40 dage, hvor han fik stød under forhør.
- De førte mig ind i rummet og satte en ledning til. Jo højere de skruede op, desto større spænding, fortalte han til BBC.
DR har ikke haft mulighed for at efterprøve hans udsagn.
I en tale i aftes sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at russerne står bag voldsomme forbrydelser i de dele af landet, som Rusland havde besat.
- De efterlader sig ødelagte landsbyer. I nogle af dem er ikke ét eneste hus, som ikke er smadret. Besætterne har lavet skoler om til lossepladser, kirker er smadrede eller bogstaveligt talt blevet brug som toiletter.
- Vores retsvæsen har allerede modtaget rapporter om mord, tortur og bortførelser, lød det fra Zelenskyj.
Da Ukraine tilbageerobrede Kyiv-forstaden Butja i begyndelsen af april, vågnede verden op til gruopvækkende billeder af civile, der var blevet dræbt på makaber vis, og lig, der lå spredt i gaderne.
- Det, vi så i Butja, i de befriede områder i Tjernihiv-regionen, i Sumy-regionen og nu i Kharkiv-regionen, er beviser på folkedrab mod ukrainere, sagde Zelenskyj i går.
Mangel på mad og internet
I Kupjansk fortæller de indbyggere, som DR har talt med, at livet under den russiske besættelse har været svært, og at de har frygtet soldaterne.
Der har desuden været mangel på mad, og så har indbyggerne været uden internet og telefonforbindelse i ugevis.
- De gjorde os ikke direkte fortræd, men det var ret så belastende. Der var lukket for mobil og internet, så man kunne ikke skrive til nogen, fortæller Nastja, der er mødt op for at få udleveret mad.
Efter at have været besat i mere end fem måneder blev byen befriet tidligere på ugen efter en hurtig fremrykning fra de ukrainske styrker. Noget, der også kom bag på indbyggerne her.
- Der var uro, og pludselig rykkede russerne ud. Men det hele skete så hurtigt. Hurtigere end vi havde forventet, fortæller Nastja.
Stadig frygt for russerne
Flere beretter om, at de har haft meget sparsom kontakt med de russiske soldater og mest af alt er stødt på dem, når der er blevet uddelt en form for nødration.
Men frygten sidder stadig i flere af indbyggerne - også i mere end en forstand.
En lille, tæt ældre kvinde, Ljudmilla, der er iført en blå hue, henvender sig flere gange til DR, og med bævende læber og helt tårevædet begynder hun at fortælle om, hvor lykkelig hun var for at se de ukrainske soldater for første gang i mange måneder, og hvilken lettelse hun følte.
Med rystende stemme og med små pauser i talestrømmen, lader hun os forstå, hvor uudholdelig tilværelsen har været under den russiske besættelse.
Da hun et par minutter senere siger tak til Danmark og de ukrainske tropper, kommer en anden kvinde hen til DR's journalist. Hun har noget, hun lige vil fortælle.
- I skal bare lige vide, at hende der, I lige har talt med, hun sagde det samme, da russisk tv var her, fortalte hun og uddybede, at dengang handlede Ljudmillas beretning om, hvor glad hun var for at se russiske soldater.
DR nåede ikke igen at få fat i Ljudmilla, der allerede var gået igen.
Men politiet i Kharkiv-regionen forsøger nu at anholde ukrainere, der mistænkes for at samarbejde med russerne. Politiet opfordrede derfor i weekenden indbyggere til at kontakte dem, hvis man mener at have set noget eller hørt om nogen, som potentielt kan betragtes som samarbejde med de russiske tropper.