En overlevende fra giftgas-angrebet på byen Khan Sheikoun i tirsdags kalder det et "godt skridt", at USA har angrebet en af den syriske regeringshærs luftbaser.
- Det amerikanske luftangreb (...) er et godt skridt, der lindrer en lille del af vores lidelser, siger 27-årige Alaa Alyousef til nyhedsbureauet AP.
Han understreger samtidig sin bekymring for, om USA ikke udførte angrebet for at beskytte civilbefolkningen, men blot for ikke at "tabe ansigt".
- Det er som om, de med luftangrebet prøver at tilfredsstille os, og som om det internationale samfund prøver at snyde os. De giver os et bedøvelsesmiddel ved at sige, at de gjorde noget. De gjorde det for at undgå at tabe ansigt og ikke for at beskytte os, siger han og tilføjer, at helikoptere fra den syriske regering fortsatte bombningen af Khan Sheikhoun med tøndebomber i går.
- Vi ønsker at stoppe den syriske regerings luftangreb. USA er i stand til at lamme det syriske flyvevåben og alle de syriske lufthavne, siger Alaa Alyousef, der mistede meget af sin familie under det kemiske angreb i tirsdags.
Spor efter kemiske våben
Et angreb som ingen officielt har taget skylden for angrebet, og parterne i konflikten har forskellige forklaringer på, hvem der stod bag.
Rusland har sagt, at den syriske regeringshær ikke har kemiske våben, og at giftgassen slap ud under et angreb på et kemisk våbenlager, som tilhørte oprørsgrupper.
Den forklaring har USA og resten af vesten dog ikke købt.
Tyrkiet fastslog efter undersøgelser af ligene fra angrebet, at der var spor efter kemiske våben, og USA har fastholdt, at det var Bashar al-Assads regeringsstyrker, der stod bag angrebet i Khan Sheikhoun.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, valgte derfor i nat dansk tid at svare igen ved at bombe luftbasen, der angiveligt husede syriske og russiske fly og helikoptere.