77.000 flygtninge er strandet efter Balkan-rute er lukket

Siden Balkan-ruten blev lukket i februar, er titusindvis af flygtninge strandet - især i Grækenland.

En familie af syriske flygtninge i byen Kavala i det nordlige Grækenland venter på at komme videre. (Foto: © YANNIS KOLESIDIS, Scanpix)

Omkring 77.000 flygtninge og migranter er strandet i Sydeuropa, efter at den såkaldte Balkan-rute op gennem Europa blev lukket i begyndelsen af året.

Det viser de seneste tal fra de tyske sikkerhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet dpa.

I Grækenland alene er der omkring 62.000 flygtninge, og 15.000 af dem opholder sig på øerne i Det Ægæiske Hav, skriver tyske Bild.

På trods af at mange lande har lukket grænserne, formår mange flygtninge og migranter stadig at krydse eller omgå dem.

I Serbien er antallet af asylansøgere, der forsøger at nå til Vesteuropa, steget til 6.300. I slutningen af juni lå tallet på blot 2.000.

Serbien ligger på Balkan-ruten, som er en vigtig kanal ind i Europa for mennesker, der flygter fra krig og ødelæggelse i Mellemøsten og andre steder.

Størstedelen af de flygtninge, der befinder sig i Serbien, venter på en mulighed for at krydse grænsen til Kroatien eller Ungarn, skriver dpa.

Selv om Balkan-landene og Østrig lukkede ruten nordpå gennem det vestlige Balkan i midten af februar, har omkring 50.000 mennesker stadig formået at nå til Tyskland. Det fortalte den østrigske kansler Christian Kern i september.

/ritzau/