45.000 irakere er flygtet fra Mosul på få uger

På en enkelt dag ankom flere end 17.000 til flygtningelejre uden for Mosul, oplyser FN-organisation.

Flygtningestrømmen fra den irakiske by Mosul er taget voldsomt til de seneste uger. (Foto: © ZOHRA BENSEMRA, Scanpix)

Kampen for at genvinde kontrollen over den vestlige del af byen Mosul i Irak har sendt flere end 45.000 mennesker på flugt, oplyser FN's Internationale Organisation for Migration (IOM).

Offensiven begyndte 19. februar, efter at det østlige Mosul i januar blev befriet oven på flere måneders kampe.

Alene 28. februar ankom flere end 17.000 til flygtningelejre uden for byen, mens flere end 13.000 ankom 3. marts, viser IOM's opgørelse.

Mosul blev erobret af Islamisk Stat for snart tre år siden sammen med store områder i det nordlige og vestlige Irak.

Siden har irakiske styrker med hjælp fra blandt andet en amerikanskledet koalition tilbageerobret store dele af Islamisk Stats territorium.

I oktober sidste år indledte militæret sin offensiv imod Mosul, og hvis det lykkes at genvinde kontrollen over storbyen, vil det være et stort slag for IS.

Det var nemlig her, jihadisterne udråbte deres kalifat i 2014.

/ritzau/