FN: 12 måske udsat for kemiske våben i Mosul

FN kræver en undersøgelse af, om der er brugt kemiske våben i den irakiske by Mosul. 12 personer er indlagt.

Irakiske familier på flugt i Mosul, efter at sikkerhedsstyrker forsøger at indtage den vestlige del af byen Mosul. Nu er der frygt for, at kemiske våben er brugt i byen. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)

12 personer, heriblandt kvinder og børn, er siden 1. marts angiveligt blevet ofre for angreb med kemiske våben i den irakiske by Mosul.

Ofrene er ved at modtage behandling i byen Erbil, oplyser FN.

De 12 personer er blevet ramt i Østmosul. Der kan Islamisk Stats raketter godt nå fra den vestlige side. Men det er uklart, hvem der står bag de påståede kemiske angreb.

Ofrene, der ifølge Røde Kors blandt andet tæller fem børn, har fået bylder og røde øjne, og de kaster op og hoster.

FN's humanitære koordinator for Irak, Lise Grande, kræver en undersøgelse af brugen af kemiske våben.

- Det her er forfærdeligt. Hvis den påståede brug af kemiske våben bliver bekræftet, er det en alvorlig overtrædelse af international humanitær lov og en krigsforbrydelse, siger hun.

Kampene raser i det vestlige Mosul, hvor irakiske styrker med hjælp fra en amerikanskledet koalition forsøger at tilbageerobre byen fra Islamisk Stat.

Militæret befriede den østlige del af storbyen i januar efter en flere måneder lang offensiv.

/ritzau/