35 udviste russiske diplomater har forladt USA

Obama gav diplomater 72 timer til at forlade USA. Det blev overholdt.

  • Skal du flytte? Så få hjælp, står der på lastbilen her. Den skulle aflevere noget ved flyet, som skulle flyve de udviste diplomater ud af USA. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)
  • Her ses flyet, der er at blive fyldt op med pakker og kasser og bagage. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)
  • Adskillige køretøjer kom med last til flyet. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)
  • Der læsses bagage i flyet. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)
  • Flyet var et specialfly. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)
1 / 5

De 35 russiske diplomater, der er blevet udvist af USA, har nu forladt landet.

Det skriver BBC, der citerer russiske nyhedsbureauer for oplysningen.

En talsmand fra Ruslands ambassade i USA bekræfter informationerne og oplyser, at diplomaterne og deres familier forlod landet allerede nytårsdag fra Dulles-lufthavnen i Washington.

Flyet ankom tidligere på dagen, og der var tale om et specialfly fra selskabet Rossiya, der normalt flyver for præsidenten og andre højtstående embedsmænd.

Det var præsident Barack Obama, der i torsdags tog beslutningen om at smide de 35 diplomater ud af landet. Noget, der skulle ske inden for 72 timer.

Udvisningen skete, fordi man fik fastslået, at Rusland vitterligt stod bag hackingen af Demokraterne under den amerikanske valgkamp.

Efterfølgende foreslog den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at man skulle gengælde udsmidningen ved at udvise 35 amerikanske diplomater. Senere lød det dog fra præsident Vladimir Putin, at man ikke ville sænke til samme niveau som amerikanerne, men i stedet vente på den kommende præsident, Donald Trumps svar - og desuden ville man invitere alle amerikanske diplomatbørn i landet til en fest i Kreml.