Ensomme ulve med skydevåben, droner ombygget til våben og lastbiler som dødbringende angrebsvåben, som vi har set i Nice, Berlin og Jerusalem.
Alle typer vurderes at udgøre væsentlige sikkerhedsrisici, når op mod en million mennesker samles til Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident i Washington på fredag.
Det vurderer sikkerhedsmyndigheder forud for ceremonien, skriver nyhedsbureauet AFP.
Med henvisning til lastbilangrebet i Nice i juli, hvor 86 mennesker blev dræbt, og angrebet i Berlin 19. december, hvor 12 mennesker omkom, træffer den amerikanske regering særlige foranstaltninger for at undgå en lignende hændelse i USA's hovedstad.
Blandt andet vil myndighederne placere lastbiler læsset med cement samt andre blokeringer rundt omkring for at forhindre sådanne angreb.
Det oplyser Jeh Johnson, chef for Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA.
- Det er en sikkerhedsforanstaltning, vi er nødt til at tage især under denne indsættelse, siger han.
Tusinder af sikkerhedsfolk
Mens regeringen konstant er på vagt over for celler, der hører under Islamisk Stat (IS) eller al-Qaeda, er USA samtidig sårbar over for angreb fra personer baseret i landet, og som er inspireret af - men ikke direkte styret af - jihadister i udlandet.
Det oplyser amerikanske embedsmænd.
- Vi har ikke kendskab til en specifik trussel under indsættelsen, siger Jeh Johnson.
Han fortæller, at det globale terrorbillede i dag er meget forskelligt fra det, der gjaldt i 2013, da præsident Barack Obama blev taget i ed til sin anden valgperiode.
- Vi er nødt til at være bekymret for folk, der har udviklet en voldelig form for ekstremisme herhjemme - de såkaldte selvradikaliserede, siger Jeh Johnson.
Ifølge ham vil der under indsættelsesceremonien være indsat 28.000 sikkerhedsfolk, herunder folk fra Secret Service, der passer på præsidenten, nationalgarden, det føderale politi (FBI) og det regionale politi.
Gennemsigtige plader af skudsikkert glas skal beskytte de mange vigtige folk foran Capitol-bygningen. Samtidig holder snigskytter øje fra tagene, ligesom at FBI undersøger området for stråling og kemiske våben.
Risikoen betragtes dog altid som høj, understreger Homeland Security-chefen.
/ritzau/