Jennifer Holliday melder fra: Vil alligevel ikke synge ved Trumps indsættelse

Protester fra venner og fans har fået sangeren Jennifer Holliday til at sige nej til Trump.

Sangeren Jennifer Holliday havde sagt ja til at synge ved Donald Trumps indsættelse som præsident 20 januar, men nu siger hun nej. (Foto: © Theo Wargo, Scanpix)

Efter protester fra venner og fans har sangeren Jennifer Holliday besluttet, at hun ikke vil synge til indsættelsen af Donald Trump som USA's præsident i næste uge.

Hun havde tidligere sagt ja til at deltage, men nu siger hun til nyhedsbureauet AP, at hun ikke synger ved præsident-indsættelsen 20. januar.

Hun siger, at hun ikke havde indset, at deltagelse vil blive set som støtte til Donald Trump.

56-årige Jennifer Holliday er kendt fra Broadway-musicalen 'Dreamgirls'. Hun skulle have sunget ved Lincoln Memorial sammen med countrysangerne Toby Keith og Lee Greenwood.

I en skriftlig udtalelse undskylder Holliday. Hun skriver ifølge The Wrap, at hun udviste dårlig dømmekraft ved at acceptere invitationen fra Donald Trump.

Hun har sagt til musikmagasinet Billboard, at hun stemte på Hillary Clinton.

Ved begivenheden, hvor Trump vil holde tale, kan offentligheden deltage gratis. Den finder sted torsdag 19. januar som optakt til Trumps edsaflæggelse dagen efter, hvormed han bliver indsat som USA's 45. præsident.

Ved en lignende koncert før indsættelsen af Obama i 2009 optrådte Beyoncé, Shakira, Bruce Springsteen, U2 og Stevie Wonder samt country-superstjernen Garth Brooks.

/ritzau/