Siden fredag har omkring 27.400 rohingya-muslimer krydset grænsen fra Myanmar til Bangladesh. Det oplyser FN-kilder til Reuters i dag. Desuden er omkring 20.000 rohingyaer strandet i ingenmandsland mellem de to lande.
De er på flugt fra vold og uro. Men indbyggerne i Myanmar ser ganske forskelligt på årsagerne til uroen. Rohingya-muslimerne ser sig selv som forfulgte i deres eget land, Myanmar. Men blandt mange buddhistiske indbyggere frygter man, at muslimerne helt vil overtage Myanmar.
Det er de to overordnede fortællinger, der driver den konflikt, som har fået titusinder af Rohingya-muslimer til at flygte, forklarer Mikael Gravers, lektor emeritus i antropologi ved Aarhus Universitet.
Konflikten har dybe historiske rødder.
Systematisk forfølgelse
Rohingyaerne er en etnisk befolkningsgruppe, der hovedsageligt bor i Myanmar. Rohingyaerne er muslimer og forfølges systematisk af landets buddhistiske flertal, og vigtigst af alt nægtes de statsborgerskab, forklarer lektoren.
- På grund af manglende statsborgerskab og manglende identitetspapirer for mange, så har de talrige problemer i hverdagen og ikke adgang til sundhedsvæsen og uddannelse, samt at deres bevægelsesfrihed er begrænset, siger Mikael Gravers, der har forsket i Myanmars samfund og etnicitet.
Ifølge lektoren er det den form for diskrimination, der er med til at skabe de spændinger, som resulterede i sidste uges angreb, hvor en gruppe militante rohingyaer angreb flere politistationer. Det førte så til sammenstød mellem statens sikkerhedsstyrker og rohingyaer i dagene efter. Tusinder af rohingyaer flygede fra kampene.
Rohingyaerne ser sig selv som hørende til i delstaten Rakhine. De sporer deres oprindelse til muslimer, der kom til området omkring det 15. århundrede, og siden kom flere muslimer til i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.
Anti-muslimske holdninger
Men Myanmar som stat afviser blankt disse historiske krav og anerkender dem ikke som en af landets 135 etniske grupper. De omtales heller ikke som rohingyaer, men som illegale bengali-immigranter, da man mener, at de hører til i nabolandet Bangladesh.
I Myanmar trives anti-muslimske holdninger bredt i den buddhistiske befolkning - sammen med en frygt for at rohingyaerne skulle forsøge at overtage Myanmar, forklarer Mikael Gravers.
- Der er en demografisk frygt for at være ved at blive løbet over ende. Man mener, at muslimer er ved at overtage landet.
- Frygten er gennemgribende i samfundet - det er ikke bare nogle få ekstremistiske buddhistiske munke, siger Mikael Gravers.
De anti-muslimske holdninger i befolkningen sætter hæren i stand til at slå hårdt ned, når de går ind i Rakhine, uden at det møder særlig kritik i befolkningen eller fra politikere, forklarer han.
Mindst 109 personer er blevet dræbt i sammenstødene i slutningen af august, skriver nyhedsbureauet Reuters, der kalder kampene de værste i fem år.
Spændingerne i Rakhine-delstaten ligger altid lige under overfladen og blussede op sidst i 2016 og i begyndelsen af 2017.
De mest alvorlige sammenstød i de senere år fandt sted i 2012, hvor en gruppen rohingya-mænd blev anklaget for at voldtage og dræbe en buddhistisk kvinde. Det førte til, at buddhistiske nationalister brændte rohingyaers hjem ned, og mindst 280 blev dræbt og titusinder fordrevet.
Hæren bruger konflikten
Ifølge lektoren bruger hæren konflikten til at vise sin berettigelse, efter at den har afgivet dele af magten.
- Hæren kan vise, at det er vigtigt, at man har den nuværende magt, og at der ikke skal ændres på det, siger Mikael Gravers.
Regeringen ledes af Aung San Suu Kyi, der i mange år har været det fremmeste symbol på kampen for demokrati i Myanmar. Men efter at militærjuntaen er gået af, og hun selv er kommet til magten, er hendes heltestatus falmet.
Nogle iagttagere fremhæver, at Suu Kyi arbejder under vanskelige forhold. Selv om hun er den reelle leder af regeringen, sidder militæret fortsat på nøgleposterne i landet. Derfor er det også begrænset, hvad hun kan gøre for at løse konflikten, mener Gravers.
- Hun kan ikke gøre noget ved det, da hæren sidder på de magtmidler der skal bruges. Det er ikke til at arbejde udenom hæren, siger han.