200.000 cataloniere på gaden mod fængsling af ledere

Demonstranter fylder Barcelonas gader i protest mod to catalanske lederes varetægtsfængsling.

I går blev, to catalanske ledere fængslet, og det protesterer mange i Barcelona mod. (Foto: © GONZALO FUENTES, Scanpix)

Hundredtusinder demonstrerer i Barcelonas gader mod, at to catalanske ledere i går blev varetægtsfængslet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det drejer sig om formanden for Cataloniens nationalforsamling, Jordi Sanchez, og lederen af organisationen Omnium, Jordi Cuixart.

De efterforskes i forbindelse med demonstrationer op til folkeafstemningen om uafhængighed i Catalonien 1. oktober.

Også to politifolk efterforskes i sagen.

Under retssagen i går var der fokus på de fire personers gøren og laden under demonstrationer 20. og 21. september i Barcelona, hvor spansk politi anholdt adskillige højtstående embedsmænd og offentligt ansatte.

De spanske myndigheder sagde, at demonstrationerne forhindrede politiet i at gennemføre deres aktioner effektivt. Under demonstrationen kom det til uroligheder, og to politibiler blev smadret.

/ritzau/