10. juni sparker de franske og rumænske fodboldlandshold EM i gang på Stade de France i Paris.
Men her kun lidt mere end to uger før kampstart spidser situationen i værtslandet Frankrig til.
Omfattende strejker mod en arbejdsmarkedsreform kan gøre livet surt for de op mod 2,5 millioner fodboldsfans, heriblandt 1 million udlændinge, der ventes at købe billet til kampene under den én måned lange EM-turnering.
Metro måske ramt under EM
De ansatte i Paris' metro, sporvogns- og toglinjer har annonceret at de vil nedlægge arbejdet den 2. juni, altså bare én uge før EM; en strejke der kan vare frem til åbningskampen - og endnu længere. Det kan give voldsomme forstyrrelser af togtrafikken.
Transportminister Alain Vidalies mener, at de ansatte tager Frankrig som gidsel.
- Jeg kan seriøst ikke forestille mig, at sporarbejderne vil risikere at standse Frankrig på et så vigtigt tidspunkt, siger han til fransk radio.
- Der er meget på spil til EM, og alle bør huske på, at ingen i Frankrig ville forstå, hvis alt det her skader Frankrigs omdømme.
Tåregas og vandkanoner mod demonstranter
Senest har arbejderne på et af landets atomkraftværker annonceret en 24 timer lang strejke fra klokken 21 onsdag aften.
Hidtil har det primært været landets olieproduktion, der har været ramt af blokader, og en fjerdedel af landets tankstationer er lukket eller tæt på at løbe tør for brændstof, hvilket har resulteret i lange køer ved de tankstationer, der stadig har.
I byen Marseille tog politiet tåregas og vandkanoner i brug for at opløse en blokade.
- Der er kritik af, at mange politifolk ikke har nok erfaring med at håndtere demonstrationer, og at de bruger tåregas og vandkanoner i stedet for at opløse folkemængder på en rolig vis, forklarer journalist i Frankrig, Karin Mørch.
- Det får situationener til at spidse til, og det er ikke smart her 14 dage før EM i fodbold starter i Frankrig.
Armlægning over "slavelignende forhold"
Årsagen til strejkerne og blokaderne er en omfattende reform, der skal gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt ved at gøre det lettere at fyre - og hyre - personale.
- Franske lønmodtagere er rigtig godt beskyttet, men med den nye reform frygter de, at de vil blive en slags daglejere, der skal arbejde under slavelignende forhold, fortæller Karin Mørch fra Frankrig.
Demonstrationerne er en armlægning mellem Frankrigs største fagforening, Confédération Générale du Travail (CGT), og så regeringen, forklarer Karin Mørch.
- Historisk set har fagforeninger haft meget magt i Frankrig, men de siger, at de ikke blevet hørt i denne sag.
- Fagforeningenerne har erfaring for at det eneste, der virker, er at lamme landet økonomisk - og det er det, de prøver nu, fortæller Karin Mørch.
Oliereserven taget i brug
Blokaderne betyder, at Frankrig nu har taget hul på landets oliereserver, der rækker til i alt tre måneder.
- Situationen er anspændt, siger Francis Duseux, leder den gruppe, der fører kontrol med olieindustrien, til RMC Radio.
Sidst myndighederne måtte tage reserverne i brug, var i 2010, hvor der også var blokader af oliedepoter.