4.33: Buldermørkt og stille. Vi kører afsted fra Erbil. Tøjbutikken skilter med 50 procents rabat i vinduet. I skobiksen er der 75 procent at spare. Vi har kurs mod Mosul. Er sammen med James Bevan, en britisk våbeninspektør, der tracker våbenforsyningslinjerne til Islamisk Stat sammen med en kollega.
5.05: Morgentrætte. James bryder stilheden. Fortæller at han håber at få adgang til IS kamppositioner, der for nyligt er indtaget, for at inspicere våben. Tænker han har et anderledes job.
5.42: Kører mod endnu en militær tjekpost i buldermørke. Ubehageligt at vide, at soldaterne ikke kan se, hvem vi er, før vi er tættere på. Der er ingen andre biler så tidligt. Kun store militærkøretøjer. Soldater ved tjekposten markerer med lommelygter. Vi kører langsomt, chaufføren tænder lyset i bilen.
5.45: Sidste tjekpost inden byen Bartella. Så gik den ikke længere. Det er stadig mørkt. Vi får ikke lov at køre videre. Ikke før det bliver lyst. Der er jagerfly i luften. Vi står ud af bilen. En rund måne lyser over os. Soldaterne har tændt bål ved vagtposten. Sætter mig på en plasticstol ved ilden.
5.54: Soldaten er fra det sydlige Irak. 29 år, ingen familie. "Det er nok meget godt, når jeg er i specialstyrkerne. Vi har sjældent fri," siger han. Han brækker siderne af en skuffe fra et reolsystem og smider på bålet. James siger, vi bliver forgiftet. "Der er melamin i det dér." Soldaten har bare tæer i gummistandalerne, varmer hænderne over ilden.
6.35: Tidligt morgengry. Utålmodighed. Vi skal nå de irakiske specialstyrkers base i Bartella, før de kører ind i Mosul. Vi skal med. Soldaten vil stadig ikke lade os passere. Han vil ikke vække sin overordnede. Chaufføren ringer til en vigtig og vågen person, der får overbevist soldaten om, at vi skal forbi.
6.44: Bartella er smadret af kampe. Flere gader er ufremkommelige, murbrokker, jernstænger, sanddynger, en stol ligger på hovedet. Ankommer til basen. Soldaterne er rykket ind i villaer, der stadig står nogenlunde hele. Vi tager vest og hjelm på. "Alt er okay, til det ikke er det længere," siger James.
7.49: Sætter mig ind i en armeret humvee. James tænder en smøg sammen med soldaten Maher, der styrer køretøjet. Støvet hvirvler op uden for de skudsikre ruder. Glæder mig over, jeg akkurat nåede at få tisset. Sender en kort mail til min mor om, at jeg er på vej ind i Mosul.
8.00: Mosul. Børn vinker mod konvojen. De går med hvide t-shirts eller lagener viklet om bambuspinde. Tegnet på, de er civile. Og som IS misbruger til at placere selvmordsbombere.
8.15: Konvojen stopper i en gade. Kan høre bombenedslag. Tilpasser hjelmen, så den sidder bedre fast om hovedet. En soldat i sort t-shirt med påskriften "So good" går rundt med en hvid bedekæde i hånden. Tre småpiger i laksefarvede og grønne bluser leger mellem husene. Vi er ved det fremrykkede kommandocenter: En villa på et gadehjørne.
8.24: En gruppe kvinder og børn går forbi med oppakning. De er på vej væk. Ud. Jeg tænker på, hvad en højtstående officer har fortalt mig dagen forinden. At størstedelen af de civile i denne bydel sympatiserer med IS. At dem, der bestyrede en nu erobret IS-våbenfabrik, er de samme, som holder vagt ved den i dag.
8.37: Soldaten Maher sætter sig ind på forsædet af humvee’en og laver et skypeopkald via sin telefon. Et billede toner frem af hans bror. Han er derhjemme, ryger på sin blå vandpibe og vinker…. forbindelsen ryger hurtigt… "brormand, brormand, er du der," spørger Maher. Kan ikke få forbindelse igen.
8.56: Jeg spotter en overvågningsdrone på himlen. De lange, tynde vinger glider lydløst oven over os.
8.58: Tre australske soldater drejer om hjørnet lidt fremme. Jeg tager et billede. En irakisk soldat siger, det er forbudt at tage billeder af de udenlandske soldater.
9.15: Skudsalver. Kan høre kugler fare forbi et sted over hovedet på os. Udgående morterer giver et kæmpe drøn. James siger, man nærmest kan mærke trykket i brystet.
9.48: Generaler vader, nærmest demonstrativt op og ned ad grusvejen og taler sammen. De bærer nystrøgne, sorte uniformer. Den øverste general ryger tynde cigaretter med filterrør. En offensiv i kvarteret Aden ikke langt fra os er i gang.
10.02: Skudsalver runger mellem bygningerne. Jeg står uden for villaen, kommandocenteret. Venter på adgang for James, så han kan inspicere våben. Først skal kampene dø ud. Inde i villaens gårdhave koordinerer officererne soldaterne i nogle gader væk. Vi må ikke være inde i gården.
10.10: Skudsalver igen. Specialstyrker skyder fra toppen af et hus mod fronten. Kugler flyver den anden vej. En kugle hamrer ind i den lyserøde bygning over for os.
10.12: Kan ikke lide at stå ude på vejen. Sætter mig på hug. Fly i luften. B52, siger James. Så kommer der nok et brag om lidt. Og artilleri. Brag.
10.15: En dreng i rødt joggingtøj kommer gående forbi det lyserøde hus. Han har retning mod en soldat. Hans hænder rækker ned i lommerne…. tager mig selv i at tænke, at IS bruger civile til at begå overraskelsesangreb. Soldaten sætter sig på hug. Drengen rækker sine hænder frem. Hælder to håndfulde grønne og blå glaskugler i soldatens meget større hænder. De smiler til hinanden.
10.30: Skudsalver runger mellem husene. Føles som lang tid. Får lyst til at gå i seng.
10.40: James viser mig kuglen, der gik ind i muren. Stadig varm, da jeg fandt den, siger han. Det er fra en “heavy machinegun”, 12,7 gange 106. En grim én at få i kroppen, konstaterer James. Den er affyret fra måske 2-2,5 km afstand. Den var i slutningen af sin bane. Det kan James se.
10.55: Er flyttet fra gaden ind på en plasticstol i villaens gård. Fik overbevist en soldat om, at jeg ikke overskuede at stå ude på gaden. Planterne i gården er stadig grønne. Nogle boede her indtil for nylig. Kan ikke forestille mig, at Golden Division også vander planter. Konstant koordinering over walkie talkies. Alle sidder med tablets med kort, en soldat ankommer med større fysiske kort over stillingerne i Mosul. Mange ryger cigaretter. Og griner, hver gang en udgående morter giver et gib i min krop.
11.05: En ung soldat er anderledes end de andre. Kigger på mig fra runde, trætte huller i ansigtet. Holder blikket længe, ikke flirtende. Mere som om han er ved at give slip, falde fra en bro ned i dybet. Er du ok, spørger jeg. Nej, siger han, det er jeg ikke.
11.15: Gigantisk brag. Jeg tror, det er et luftangreb. Nej, selvmordsbomber i bil, siger en officer. Ængstelse spreder sig, frygt for tab. De venter på meldinger fra fronten over walkie talkie. Sekunderne går. De puster nærmest simultant ud, en stille jubel. Ingen dræbte. Styrkerne har smadret bilen med en RPG.
11.30: Der er mad. Soldater, ikke de højtstående, spiser i en gård længere nede ad gaden. Ris og kartofler i rød sovs og rå løg i plasticbakker. De taler om IS selvmordsbombere i biler. Mustafa, en ung soldat, fortæller, at han på én dag overlevede 17 selvmordsbombere i fronten i Mosul. Den ene var en to-i-en-bombe. En mand i en kørestol, der blev skubbet af en anden mand. Begge “bombet op”, som han kalder det.
12.10: To børn, en dreng og en pige, henter madrester hos soldaterne. De kommer gående med to gryder. De får også nogle flasker vand. Jeg studser over, at jeg ser flest børn i gaden. Tænker om forældrene er bange for at gå ud og blive mistænkt for at være IS.
12.30: Styrkerne siger til James, der ikke er våben, han kan inspicere i fronten. Jeg ser skuffelsen i hans ansigt. Vi kører mod en anden lokation, hvor der er fundet IS-våben. Vi kører væk fra kampområdet. Sikkerhedsvesten presser på blæren. Jeg kan pludselig mærke, at jeg skal tisse.
13.00: Endelig. Våbenfund. Midt i frokosten. Soldater sidder i haven og spiser, mens James bærer geværer, RPG’er og morterer ud i gården for at tage billeder og undersøge dem.
14.18: Soldat med "Danger - Sniper Area" skrevet på ryggen fortæller, at han har afmonteret mindst 25 biler med sprængstoffer, som IS efterlader som overraskelse i krigszonen. Han virker opkørt. En fandens karl overfor de andre. Jeg takker nej til at ryge en af hans tynde cigaretter. De elsker tynde cigaretter.
16.18: Tilbage i hovedkvarteret i Bartella. Tre australske soldater går afslappet forbi. De er store fyre. De taler med en irakisk general. Den ene tager en pakke snus frem og kører en klump ind under overlæben.
17.00: Siger farvel og kører tilbage mod Erbil. Passerer en gruppe flygtninge ved en tjekpost. En ældre mand med stok, en kvinde i kørestol. Et par sække med fornødenheder. En bus bliver fyldt med de flygtede. Det er ved at blive mørkt.