Ingen minkavlere eller folk med relation til minkerhvervet kommet til at afgøre, hvor meget minkavlere skal have i erstatning for at slå deres bestande ihjel under coronakrisen.
Regeringen og aftalepartierne bag minkerstatningen er i en ny aftale nemlig blevet enige om at fjerne dem fra de såkaldte erstatnings- og taksationskommissioner, der træffer afgørelserne, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).
- Der vil ikke længere være minkavlere eller folk med relation til minkerhvervet som en del af kommissionerne.
- Det gør vi for at undgå den mistanke om inhabilitet, der har været.
Indtil nu har nogle minkavlere og personer med tilknytning til minkbranchen kunnet stemme om, hvor mange penge enkelte minkavlere står til at få i erstatning.
Mediet Zetland kunne i starten af denne måned fortælle ud fra deres egen optælling, at syv ud af ti medlemmer (ud over dommeren) af de kommissioner, der allerede har truffet afgørelser om erstatning, er indstillet af enten minkbranchen eller interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Kun tre ud af ti er udvalgt af enten revisorernes eller bankernes interesseorganisationer.
Minksekretariatets opgørelse over kommissionsmedlemmer viser også, at størstedelen af medlemmerne er udpeget af minkbranchen og landbruget.
Derfor vil partierne bag minkerstatningen nu "genskabe tilliden" til den måde, erstatningerne bliver udmålt på, siger Jacob Jensen (V).
Kan stadig komme med på råd
Minkavlerne bliver smidt ud, men listen over folk, der kan blive indstillet til kommissionerne, bliver udvidet med den nye aftale.
- Vi vil bede flere andre organisationer, ud over dem der allerede er der, om at bidrage med personer med forskellige relevante kompetencer inden for blandt andet økonomi og jura, siger Jacob Jensen.
Det betyder også, at selvom mennesker med relation til minkbranchen ikke kan sidde i kommissionen, så kan de stadig komme med på råd.
- De kan blive hentet ind som sagkyndige med den viden, som de besidder.
Meldingen fra ministeren er også, at kommissionsændringerne ikke kommer til at forsinke processen med at få erstatningen udbetalt.
- Fremdrift er selvfølgelig vigtigt, men det er lige så vigtigt eller vigtigere at sikre, at det foregår ordentligt. Også af hensyn til minkavlerne, der heller ikke kan være tjent med, at der skal være en mistanke om, hvorvidt det foregår ordentligt og redeligt.
DR har de seneste dage kunnet fortælle, hvordan nogle avlere har fået op mod 1,1 millioner kroner i erstatning for mink, de ikke har haft miljøtilladelse til at have. Det kan du læse mere om i artiklen her