Minkavlere får erstatning for flere mink, end de havde miljøgodkendelse til: 'Ulovligt', siger ekspert

Erstatningen er vokset med 300.000 kroner og 1,1 million kroner i to sager, hvor miljøgodkendelsen er overskredet.

Mindst to minkavlere er blevet tilkendt erstatning for flere mink, end de havde miljøgodkendelse til. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Mindst to minkavlere havde flere mink på deres farme, end de havde miljøgodkendelse til, da deres dyr blev aflivet i 2020.

Alligevel får de erstatning for alle minkene – også dem ligger ud over miljøgodkendelsen.

Det viser en gennemgang af 21 af de første erstatningssager, som DR har fået aktindsigt i.

Det er ifølge Håkun Djurhuus, advokat og partner ved advokatvirksomheden Lundgrens, ikke lovligt.

- Ulovligheder må aldrig nogensinde belønnes. Slet ikke i det offentlige samfund, som det danske. Man kan ikke give erstatning for ulovlige forhold. Basta, siger Håkun Djurhuus, der er ekspert i miljøret og var formand for regeringens ekspropriationsudvalg i 2017-2018.

Erstatningen vækker også undren på Christiansborg.

- Det er fuldstændigt grotesk, at man kan bryde reglerne og så alligevel få erstatning, lyder det fra SF's fødevareordfører, Carl Valentin.

De Konservatives fødevareordfører, Per Larsen, forstår det heller ikke.

- Det lyder lidt flot, hvis det er sådan, at man får erstatning for noget, som man ikke engang har miljøgodkendelse til, siger han.

Ifølge Kopenhagen Fur, minkavlernes egen interesseorganisation, er der i alt fem sager blandt de første 75 afgørelser, hvor der er givet erstatning for flere mink, end der er miljøgodkendelse til.

Overskridelse er bagatelagtig

I de to sager, DR har gennemgået, vurderer erstatningskommissionerne, at overskridelsen af miljøgodkendelserne er inden for en "bagatelgrænse".

Men overskridelserne har en stor økonomisk betydning for minkavlerne. Det viser beregninger, som Kopenhagen Fur har lavet for DR Nyheder.

En minkavler havde tilladelse til at have 1.760 tæver på sin farm. Da minkene skulle slås ned, optalte Fødevarestyrelsen 1.800 avlstæver.

Over for erstatningskommissionen forklarer minkavleren, at der ikke findes en egentlig miljøgodkendelse for bedriften, men at der af tilsynsrapporter fremgår, at den lovlige husdyrproduktion er på 1.760 minktæver.

I sin afgørelse skriver erstatningskommissionen, at "40 avlstæver er udtryk for et udsving af bagatelagtig karakter".

Selvom overskridelsen er på blot 40 mink, så betyder det, at minkavleren får 308.982 kroner mere i erstatning, end hvis miljøgodkendelsen havde været overholdt.

Fødevarestyrelsen, der er statens part i erstatningssagerne, mener, at virksomheden har haft for mange avlstæver, og styrelsen har anket afgørelsen til næste instans.

En anden minkavler havde tilladelse til 4.250 avlstæver. Ved optællingen var der 4.426 - altså 176 flere end tilladt. Det betyder, at minkavlerens erstatning vokser med mere end en million kroner, helt præcist 1.111.282 kroner.

I den konkrete sag mener avleren, at Fødevarestyrelsen har talt forkert, og han præcist har de 4.250 mink, som miljøgodkendelsen giver mulighed for. Det afviser styrelsen.

"Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at miljøgodkendelsen er overtrådt", har styrelsen skrevet til erstatningskommissionen.

Alligevel ender kommissionen igen med at godkende antallet og giver erstatning for alle mink, da det bliver kaldt for "et udsving af bagatelagtig karakter".

Afvigelserne fra miljøgodkendelserne er små målt i procent, men i kroner og øre har det altså stor betydning.

Det sker, fordi overtrædelserne handler om avlsdyr. Et avlsdyr kan få omkring fem hvalpe om året, og avlerne får erstatning for ti års tabt indtjening. Derfor kan beløbet løbe op.

'Soldater talte forkert'

Formand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen mener ikke, at der bør kunne gives erstatning for flere mink, end miljøgodkendelsen tillader.

- Som udgangspunkt skal man have erstatning for det, man har tilladelse til, siger Tage Pedersen.

Han understreger dog, at det kan se ud som om, at avlerne har flere mink end tilladt på grund af de kaotiske tilstande, der herskede i slutningen af 2020.

- Det hele var et kæmpekaos. Man sendte 300 mand fra militæret rundt for at tælle dyrene på minkfarmene. De skulle tælle op, hvor mange der var avlsdyr, og hvor mange der var hvalpe.

- På det tidspunkt ser hvalpe og avlsdyr ens ud. Så i en del tilfælde blev der skrevet for mange avlsdyr og for få hvalpe på. Så kan det godt være, at det står som om, at avlerne har flere avlsdyr, end de har tilladelse til, siger Tage Pedersen.

Formand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen var selv en af landets største minkavlere. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ekspert: Bagatelagtige overtrædelser findes ikke

Advokat Håkun Djurhuus mener, at kommissionerne er på vildspor. For der er ifølge eksperten ikke noget, der hedder en bagatelagtig overskridelse.

- Man kan aldrig nogensinde belønne ulovligheder. Det må man ganske egentlig ikke. Og det vil sige, at bagatelgrænsen er der ikke noget af i denne her sammenhæng. Hvis man har et antal udover det tilladte, så kan man ikke få erstatning for det. Det er klart ulovligt, siger Håkun Djurhuus.

Kommissionerne, der vurderer, hvad minkavlerne skal have i erstatning, består en af juridisk formand, typisk nuværende eller tidligere dommere, og tre til fire andre øvrige medlemmer, der er udpeget af minkbranchen, banker og andre interessenter.

Ifølge DR's oplysninger har spørgsmålet om, hvorvidt kan der gives erstatning for flere mink, end miljøgodkendelse giver tilladelse til, været oppe at vende blandt formændene for kommissionerne.

Det er endt som et spørgsmål, der skal afklares principielt ved næste ankeinstans.

DR har været i kontakt med formændene i de to sager, der er nævnt her. De ønsker ikke at indgå i debatten på nuværende tidspunkt.

Minister: Går ud fra loven bliver overholdt

Fødevareminister Jacob Jensen (V) vil ikke forholde sig til de konkrete afgørelser. Men han siger:

- Man skal have den erstatning, man skal have som minkavler - hverken mere eller mindre.

- Jeg går ud fra som en selvfølge, at kommissionerne træffer beslutninger inden for de gældende regler. I sidste ende kan Fødevarestyrelsen, som part i sagen på vegne af os alle sammen, anke det her til en anden instans og i sidste ende indbringe det for en domstol, hvis Fødevarestyrelsen ikke er enig i de afgørelser.

Nu spørger jeg dig som minister og som politisk ansvarlig også for Fødevarestyrelsen. Synes du som minister, at det er rimeligt, man får erstatning for flere mink, end man har godkendelse til i forhold til miljøreglerne?

- Jeg går ud fra, som en selvfølge, at kommissionerne holder sig inden for de regler, der er gældende. Det er det, de er sat i verden for at vurdere på baggrund af den dokumentation, som minkavlerne indbringer.