Østre Landsret har i dag kendt en nu 17-årig dreng skyldig i at have ladet sig hverve til den højreekstremistiske terrorgruppe Feuerkrieg Division.
Han er også kendt skyldig i at have forsøgt at hverve en skolekammerat til gruppen, hvis ideologi bunder i nazisme.
Det skriver Ritzau.
Drengen idømmes en fængselsstraf på syv års fængsel.
Sidste år blev drengen i Retten i Holbæk frifundet for at have tilsluttet sig gruppen. Han blev dog også i byretten kendt skyldig i at have forsøgt at rekruttere sin jævnaldrende skolekammerat.
Dermed skærper Østre Landsret dommen mod drengen, som i byretten blev idømt fem og et halvt års fængsel.
Ifølge Ritzau lægger landsretten vægt på, at drengen havde "indgående kendskab" til gruppens ideologi, og dommere og nævninge finder det bevist, at han havde en ledende rolle.
Drengen har nægtet sig skyldig, og han krævede at blive frifundet.
'Hitlers soldat'
Drengen blev anholdt i april 2022, efter at politiet var blevet tippet om, at drengen var en del af Feuerkrieg Division, hvis ideologi er inspireret af nazisme og drømmen om et hvidt overherredømme.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at drengen har stærke nynazistiske holdninger. I drengens dagbog, som politiet har beslaglagt, skrev han, at han var nazist.
- A new chapter in my life has begun. I have become a nazi. I am white power.
Drengen 16-årige skrev også, at han er villig til at "dø for formålet" og tilføjede, at han er "Hitlers soldat".
Da drengen blev anholdt, fandt politiet hjemme på drengeværelset desuden Hitlers selvbiografi, 'Mein Kampf', et naziflag og et armbind.
'Vi vil ramme et atomkraftværk'
Hovedparten af Feuerkrieg Divisions aktiviteter er foregået på nettet, hvor drengen også har tilbragt det meste af sin fritid.
FKD's medlemmer kommunikerede med hinanden på chattjenesten Telegram. DR er i besiddelse af en lang række beskeder fra tråden.
Her skrev dengang 16-årige blandt andet, at Feuerkrieg Division kunne lade sig inspirere af al-Qaeda:
- Bare uden alt det muslimske lort.
- Vi kunne blive endnu bedre. Vi vil ikke ramme noget tårn. Vi vil ramme et atomkraftværk, skrev drengen.
Formentlig med henvisning til angrebet på World Trade Center i New York i 2001.
Det har aldrig været politiet eller anklagemyndighedens opfattelse, at drengen planlagde et konkret terrorangreb.
Drengen har afvist at være nazist. Han erkender at have skrevet ting på nettet, men at det alene var for sjov.
Du kan læse mere om sagen i artiklen her.