En 16-årig dreng tænkte ikke videre over, at han havde bombemanualer og voldeligt islamistisk materiale liggende på sin computer.
Der lå ikke større tanker bag, men pludselig voksede arkivet, som han havde døbt 'The forbidden library' - det forbudte bibliotek.
Det forklarede den 16-årige dreng i dag i retten i Holbæk.
Her er han på anklagebænken tiltalt for at have tilsluttet sig den højreekstreme gruppering Feuerkrieg Division, som anklagemyndigheden anser for at være en terrororganisation.
- Det er ikke noget, jeg tænkte over. Ligesom man samler på Pokémon-kort eller fodboldkort, samlede jeg på det her, ligesom jeg også samlede på andre ting, forklarede den tiltalte fra midterste stol i retslokalet.
Blev nysgerrig
Drengen blev anholdt i april sidste år, efter at politiet var blevet tippet om, at drengen var en del af Feuerkrieg Division (FKD), hvis ideologi er inspireret af nazisme og drømmen om et hvidt overherredømme.
Siden anholdelsen har han siddet varetægtsfængslet på en lukket institution.
Udover at være en del af FKD er han tiltalt for at have været i besiddelse af bombemanualer og for at have forsøgt at rekruttere en jævnaldrende skolekammerat.
Han nægter sig skyldig.
Igen og igen forklarer drengen sig i retten med, at ting, der bliver skrevet på internettet, skal tages med et gran salt. Faktisk skal man ikke tillægge det nogen betydning.
Han erkender dog, at han havde bombemanualer liggende, som han fandt på chattjenesterne Discord og Telegram, hvor 'det flyder med dem'.
- Folk på nettet har intet filter. Man kan snakke om én ting, og lige pludselig er der en, der ud af det blå bare for sjov sender en bombemanual, og så bliver man nysgerrig.
- Og så er der pludselig en anden, der sender noget andet, og pludselig har man en lille samling, sagde den 16-årige tiltalte.
Bevismaterialet i sagen er blandt andet en række forskellige chatbeskeder mellem den tiltalte og andre medlemmer af FKD.
Specialanklager Rune Rydik læste blandt andet i dag op fra et ansøgningsskema til FKD, som den tiltalte sendte til gruppen, hvilket han erkender. Her skrev den nu 16-årige dreng, at han drømte om et rent samfund uden "negere, jøder, spics (nedsættende udtryk om latinamerikanere, red.) og raceblanding."
- Jeg vidste, at det var det, de (FKD, red.) ville høre. Men jeg mente ikke noget med det.
Anklageren vil vide, hvorfor han gik op i, hvad de gerne ville høre. Og hvorfor han brugte tid på at udfylde et ansøgningsskema, hvis han ikke mente noget med det.
- Set i bakspejlet er det måske ikke lige så sjovt, som det var dengang. Vi sad fem-seks stykker og gejlede hinanden op.
- Er det her udtryk for din personlige holdning, spørger anklageren.
- Nej.
- Så du er ikke racist, nazist eller har et ønske om at omvælte samfundet?
- Nej.
'Det er løgn. Det hele'
Anklagemyndigheden mener, at drengen flere gange chattede med et ledende medlem af FKD. I en af beskedtrådene skrev den 16-årige, at han har kendskab til at lave eksplosiver.
Han skrev også, at han havde forsøgt at få fat i gødning til bombefremstilling, men at det var udfordrende på grund af coronanedlukingen i Danmark.
Blandt andet hævder han, at han har eksperimenteret med fremstilling i hjemmet i Vestsjælland, hvor han havde "50 kilometer til nærmeste nabo". To gange var det lykkedes, og han havde succes med at få en bilalarm til at gå i gang, skrev han.
- Det er løgn. Det hele. Hvor kan man bo i Danmark med 50 kilometer til nærmeste nabo?, sagde han i dag.
Beskederne blev udelukkende skrevet, fordi den 16-årige på det tidspunkt stadig var i gang med selve optagelsesprocessen til FKD. Men det var kun for sjov og fordi han sammen med sine online-spillevenner jokede, sagde han i retten i dag.
Anklagemyndigheden har ikke rejst tiltale for, at drengen var i gang med planlægningen af et terrorangreb. Der er ingen beviser i sagen for, at drengen skulle have forsøgt at skaffe sig gødning.
Det er planen, at klassekammeraten, som den 16-årige ifølge tiltalen har forsøgt at rekruttere, skal vidne i sagen mandag eftermiddag.
Kammeraten har tidligere været sigtet i sagen, men politiet og anklagemyndigheden droppede senere sigtelsen.
Der ventes dom i sagen til maj.