Det vælter ind med lykønskninger fra verdensledere til Trump

De første reaktioner på mulig Trump-sejr begynder at tikke ind.

Donald Trump har udråbt sig selv som vinder, men AP, som DR følger, og andre medier mangler at gøre det.

Verdens politiske ledere ser Donald Trump som USA's næste præsident.

Vi mangler fortsat det endelige resultat, men pilen peger i den retning.

Og det strømmer da også ind med reaktioner på den sejr, som, verdenslederne mener, er en realitet.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron lykønsker som en af de første europæiske ledere Donald Trump.

Han skriver, at han er klar til at arbejde sammen med Donald Trump, som han har gjort, da Trump var præsident fra 2017 til 2021.

Også Natos generalsekretær, Mark Rutte, står klar med åbne arme, når de to mødes.

- Jeg har lige lykønsket Donald Trump med valget som USA's præsident. Hans lederskab vil igen være afgørende for at holde vores alliance stærk, skriver Rutte på det sociale medie X.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med ham igen.

'På vej til en smuk sejr'

Den britiske premierministe Keir Starmer ønsker også Donald Trump tillykke med den sejr, der altså endnu ikke er vurderet til at være helt i hus af AP, som DR læner sig op ad.

Starmer kalder valgresultatet "historisk" og håber som mange af de andre statsledere på et godt samarbejde med den kommende præsident.

- Vi står skulder ved skulder i forsvaret af vores fælles værdier.

Donald Trump og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skal til at samarbejde igen. Her ses de to tilbage i 2019. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Ungarns leder, Viktor Orbán, sidder klar med champagnen ovenpå de gode valgresultater til Donald Trump.

Donald Trump er "på vej til en smuk sejr", skriver Ungarns premierminister i et opslag på det sociale medie Facebook tidligt her til morgen.

Orbán har under valgkampen givet tydeligt udtryk for sin støtte til Trump.

Volodymyr Zelenskyj ønsker også Trump tilykke. Ukraine er nervøse for, hvad Trumps mulige sejr betyder for krigen. (Foto: © Juliane Sonntag, Juliane Sonntag/picture-alliance/dpa/AP Images)

Den ukrainske præsident Zelenskyj er også en af dem, der lykønsker Trump med sejren på X.

- Jeg sætter pris på præsident Trumps dedikation til "fred gennem styrke". Jeg håber, at vi vil sætte det i gang sammen, lyder det blandt andet fra den ukrainske leder.

'Vores vigtigste allierede'

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), har også offentliggjort en lykønskning.

- Tillykke til Donald Trump med valget. USA er vores vigtigste allierede. Vi skal fastholde det tætte samarbejde mellem USA og Danmark og fortsætte med at styrke det transatlantiske bånd, der har bestået gennem generationer., udtaler statsministeren i en skriftlig kommentar.

EU-kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, sender en "varm lykønskning" til Trump og siger, at hun glæder sig til at arbejde med "præsident Trump igen for at fremme en stærk transatlantisk agenda".

- EU og USA er mere end bare allierede. Vi er forbundet af et sandt partnerskab mellem vores folk, hvilket forener vores 800 millioner indbyggere, lyder det fra EU-bossen.

Der ifølge hende et historisk bånd mellem EU og USA, hvor fundamentet er bygget demokrati og frihed.

Indiens premierminister, Narendra Modi, udtaler i sin lykønskning på X, at han betegner Donald Trump som "sin ven" og udtrykker sit håb for, at de kan styrke båndet på samme måde, som de gjorde, da Donald Trump var præsident sidste gang.

Få seneste nyt fra valget her i livebloggen og i TVA på DRTV.