Danmark vil ikke sende ministre til EU-møder i Ungarn

Ministrene boykotter møderne efter Viktor Orbáns 'fredsmission'.

Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, har på sin "fredsmission" blandt andet besøgt Putin. Det er ikke faldet i god jord i EU. (Foto: © VIVIEN CHER BENKO, Ritzau Scanpix)

Den danske regering vil ikke sende ministre til uformelle ministermøder i Ungarn, der i øjeblikket har EU-formandskabet.

I stedet vil man sende embedsmænd til møderne, skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et svar til Folketingets Europaudvalg.

- Regeringen ønsker at tage tydelig afstand fra det ungarske formandskabs håndtering af Ukraine i de første uger af formandskabet, lyder det.

- Derfor vil Danmark indtil videre dække uformelle ministermøder i Ungarn på embedsmandsniveau.

Europa-Kommissionen meddelte tidligere på ugen, at EU's kommissærer heller ikke kommer til at deltage i de uformelle ministerrådsmøder i Ungarn frem mod årsskiftet.

Orbán på 'fredsmission'

Udenrigsministeren begrunder beslutningen med, at den ungarske premierminister, Viktor Orbán har indledt sin formandsperiode med det, han selv har kaldt en "fredsmission".

Her har Orbán blandt andet besøgt Vladimir Putin i Rusland, Xi Jinping i Kina, Volodymyr Zelenskyj i Ukraine og Donald Trump i Florida.

Den ungarske premierminister, der befinder sig på den yderste, nationalkonservative højrefløj, har længe været stærkt kritisk over for den Ukraine-venlige kurs, som EU-landene i fællesskab fører.

Trods krigen har han fastholdt et godt forhold til den russiske præsident. Og han har presset på for, at medlemslandene bør arbejde for en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, frem for at sende våben, ammunition og penge afsted til ukrainerne, som de kan bruge i krigen mod russerne.

Viktor Orbán har besøgt den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, som også taler også varmt om en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. (Foto: © Zoltan Fischer, Ritzau Scanpix)

Sået tvivl om EU's position

Udenrigsministeriet skriver, at Orbáns udtalelser og formandskabets kommunikation efter besøgene har "bidraget til at give et forkert indtryk af, at Orbán handlede på EU's vegne".

- Det er på ingen måde tilfældet. Som det siddende EU-formandskab har Ungarn et ansvar for at fremme og forsvare fælles EU-positioner. Det gælder ikke mindst om EU's uforbeholdne støtte til Ukraine, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Viktor Orbán har selv afvist, at han skulle have gjort noget forkert.

Han har slået på, at han ene og alene repræsenterede Ungarn på sin rundtur, selvom den fandt sted, lige efter at han havde overtaget EU-formandskabet.

Men den forklaring har hverken Europa-Kommissionen eller Danmark altså købt.