Det nytter ikke noget, at Ungarns omstridte premierminister, Viktor Orbán, rejser verden rundt på sin selverklærede "fredsmission", mens han samtidig foregiver at tale på vegne af alle EU-landene.
Det er det klare budskab fra Europa-Kommissionen, som her til aften har meddelt, at EU’s kommissærer ikke kommer til at deltage i de uformelle ministerrådsmøder, som skal finde sted i det centraleuropæiske land frem mod årsskiftet.
Ungarn har nemlig lige nu EU-formandskabet, som hvert halve år går på tur blandt medlemslandene. Og det var egentlig planen, at kommissærerne i de kommende måneder skulle have deltaget i en række møder, som den ungarske regering arrangerer.
Men nu vil de i stedet blive repræsenteret af højtstående embedsmænd.
- I lyset af de seneste udviklinger, der har markeret starten på det ungarske formandskab, har formanden (Ursula von der Leyen, red.) besluttet, at Europa-Kommissionen vil blive repræsenteret af højtstående embedsmænd under de uformelle møder i Ministerrådet, skriver Eric Mamer, der er talsperson for kommissionen, på det sociale medie X.
Derudover har kommissionsformanden også valgt at droppe en fælles tur, som holdet af kommissærer ellers skulle have været på til Ungarn.
Kommissærerne vil dog fortsat deltage i de formelle EU-møder, som finder sted i Bruxelles og Luxembourg, og hvor der i modsætning til de uformelle møder blandt andet kan træffes bindende beslutninger.
Møde med Putin og Trump
Den opsigtsvækkende melding kommer, efter at Viktor Orbán i de seneste uger har været på en såkaldt "fredsmission", som blandt andet har bragt ham til Moskva, hvor han mødtes med præsident Vladimir Putin, og senest også Mar-a-Lago i Florida, USA, hvor han talte med den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.
Den ungarske premierminister, der befinder sig på den yderste, nationalkonservative højrefløj, har længe været stærkt kritisk over for den Ukraine-venlige kurs, som EU-landene i fællesskab fører.
Trods krigen har han fastholdt et godt forhold til den russiske præsident. Og han har presset på for, at medlemslandene bør arbejde for en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, frem for at sende våben, ammunition og penge afsted til ukrainerne, som de kan bruge i krigen mod russerne.
Et budskab, som Donald Trump er enig i.
- Der skal være fred - og det skal ske hurtigt. Alt for mange mennesker er døde i en krig, skrev præsidentkandidaten efter mødet på sit sociale medie, Truth Social.
Men Viktor Orbáns rundtur - der også har bragt ham til Kyiv, hvor han mødtes med præsident Volodymyr Zelenskyj, samt Beijing, hvor han holdt møde med præsident Xi Jinping - har vakt alt andet end begejstring blandt de andre stats- og regeringschefer.
Han er blandt andet blevet kritiseret for i strid med reglerne at misbruge EU-formandskabet til at promovere sin egen politiske dagsorden. Og ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) var besøget i Moskva "dybt bekymrende".
- Orbán taler ikke på vegne af EU. Der er intet at tale om, så længe Rusland bliver ved med at angribe Ukraine, skrev hun efterfølgende på X.
Afviser beskyldninger
Viktor Orbán har selv afvist, at han skulle have gjort noget forkert.
Han har slået på, at han ene og alene repræsenterede Ungarn på sin rundtur, selvom den fandt sted lige efter, at han havde overtaget EU-formandskabet. Men den forklaring har hverken Europa-Kommissionen eller de andre medlemslande altså købt. Og det er langt fra første gang, at han lægger sig ud med sin EU-kollegaer.
Han er blandt andet blevet hårdt kritiseret for at se stort på retsstatsprincippet, hvilket også har fået Europa-Kommissionen til at indefryse milliarder af euro, som ungarerne ellers stod til at få i støtte fra EU's fælleskasse.
Den ungarske EU-minister, János Bóka, fastholder dog her til aften, at rundturen foregik helt efter den diplomatiske bog, og han fordømmer beslutningen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen.
- EU er en international organisation, som består af sine medlemslande. Europa-Kommissionen er en EU-institution, skriver han på X, hvor han understreger, at den ungarske regering fortsat ønsker et "oprigtigt samarbejde."
- Europa-Kommissionen kan ikke bare håndplukke de institutioner og medlemslande, den vil arbejde med. Bygger alle kommissionens beslutninger nu på politiske overvejelser?, spørger han.
Det ungarske formandskab startede 1. juli og varer indtil årsskiftet.