Artiklen er opdateret med oplysningen om, at Claes Antonsen bliver skiftet ud på Sanne Salomonsens sommerturné.
I en mail sendt til forskellige musikere og koncertarrangører oplyser trommeslager Claes Antonsen, at han trækker sig fra bandet The Antonelli Orchestra og fra alle andre aktiviteter.
- Jeg kan derfor oplyse, at jeg har valgt at trække mig fuldstændig fra The Antonelli Orchestra og fra alle andre aktiviteter, jeg er involveret i, lyder det blandt andet i mailen.
Det sker efter andet afsnit af DR's dokumentar 'Sexisme i musikbranchen', hvor flere kvindelige kunstnere fortæller om lumre bemærkninger og upassende adfærd fra Claes Antonsen i tv-programmet 'Toppen af Poppen'.
Senest har han været på tour med Sanne Salomonsen, og forleden spillede de i Holbæk. Men til resten af sommerens koncerter bliver sangerindens show uden Claes Antonsen på scenen.
Det bekræfter Smukfest i en mail til B.T. og Ekstra Bladet.
- Sanne Salomonsens management har i dag meddelt, at de skifter trommeslageren på deres sommertour ud. Set i lyset af DR dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen', er vi enige i, at det er den rigtige beslutning, udtaler indholdschef og talsperson for festivalen, Trine Bang, i en mail til B.T.:
Stod offentligt frem og undskyldte
Claes Antonsen er anonym i sexisme-dokumentaren, men valgte i går at stå offentligt frem og undskylde for sin opførsel i et opslag på sociale medier.
Tidligere i dag meldte Thomas Børresen, som er manager for kunstnere som Andreas Odbjerg, Medina og Drew Sycamore ud, at de ikke vil lave shows sammen med Claes Antonsen.
I går kom samme melding først fra rapperen Tessa og senere fra musikeren Malte Ebert
- Vi bakker op om Tessa, og vi har i dag, via vores booker, meddelt arrangøren, at vi ikke spiller showet med den nuværende besætning, skrev Malte Eberts manager til DR.
'Har været grænseoverskridende og sexistisk'
I sit opslag skrev Claes Antonsen i går undskyld til kvinderne.
I dokumentaren fortæller kvindelige kunstnere blandt andet, at han kom med grænseoverskridende kommentarer om deres kroppe, før de skulle på scenen og optræde, mens han spillede trommer bag dem i 'Toppen af Poppen'.
Generelt fremkaldte han en "vulgær stemning", lyder det fra Mathilde Falch, Stine Bramsen og Katinka Bjerregaard, der står frem i dokumentaren.
- Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende, skrev Claes Antonsen på Instagram og Facebook.
- Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg igennem mange år ikke har indset, at jeg uden tanke for kvinderne har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske.
Du kan se dokumentarens to afsnit her:
DR har forsøgt og forsøger fortsat at få en kommentar fra Claes Anthonsen.