Kunstnere som Andreas Odbjerg, Medina og Drew Sycamore vil ikke lave shows sammen med The Antonelli Orchestras trommeslager og kapelmester, Claes Antonsen, på grund af beretninger om krænkende adfærd fra sidstnævnte, som er kommet frem i en DR-dokumentar om sexisme i musikbranchen.
Det siger kunstnernes manager, Thomas Børresen, i en skriftlig kommentar til B.T.
- Set i lyset af dokumentaren så kan vi ikke lave shows sammen med Claes Antonsen i fremtiden, lyder det.
LÆS OGSÅ Toppen af Poppen ramt af sexisme
Tessa og Malte Ebert har aflyst
Flere kvinder i DR-dokumentareren 'Sexisme i musikbranchen' fortæller om lumre bemærkninger og upassende adfærd fra trommeslageren.
Han er anonym i dokumentarens andet afsnit, men han valgte i går at stå offentligt frem og undskyldte for sin opførsel i et opslag på sociale medier.
- Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende,' lød det i opslaget.
- Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg igennem mange år ikke har indset, at jeg uden tanke for kvinderne har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske, skrev han blandt andet.
Det skete samme dag, som kunstnerne Tessa og Malte Ebert sagde fra og trak sig fra shows, hvor trommeslageren skulle have været med på scenen.
- Jeg vil på ingen måde associeres med det her bandmedlem – og resten af bandet har jo formentlig været med til at muliggøre den her kultur ved at lade ham opføre sig sådan, lød det fra rapperen.
Malte Ebert sagde i går til DR Nyheder, at musikbranchen trænger til at se indad og ændre sig i forhold til, hvordan kvinder bliver behandlet.
- Helt generelt trænger vi som branche til at kigge os selv og hinanden i øjnene. Vi skal lytte og forstå, at der er et grundlæggende problem i den tone og adfærd, som har været normaliseret gennem årtier, udtalte han i et skriftligt svar.
Malte Ebert var selv blandt de musikere, der deltog i den sæson af 'Toppen af Poppen', der kørte i 2021, som er den sæson, der bliver omtalt i dokumentaren.
Er på turné med Sanne Salomonsen
Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra er lige nu på turné med Sanne Salomonsen.
Den 20. juli skal bandet og Sanne Salomonsen efter planen optræde til "Lørdagshits" på Plænen i Tivoli i København.
Ritzau har spurgt Tivoli, om det fortsat er planen.
- Vi ved ikke nok om den aktuelle situation til at udtale os, svarer Tivoli i en mail.
Skovriderkroen i Charlottenlund har i dag aflyst et julefrokostarrangement med The Antonelli Orchestra den 9. november, oplyser Skovriderkroens eventchef, Mia Møller Larsen, til Ekstra Bladet.
Du kan se dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' på DRTV. Og i DR Lyd kan også lytte til podcasten 'Vidnesbyrd - Sexisme i musikbranchen'.