Ingen penge men stor forståelse, var hvad fire syddanske politikere fik med hjem efter et møde med miljøminister Esben Lunde Larsen (V).
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og Jørn Lehmann Petersen (S), formand for miljøudvalget, havde selskab af Billunds borgmester, Ib Kristensen (V) og det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen (V).
De lokale politikere håber, at der vil komme en økonomisk håndsrækning fra staten til oprydningen efter Grindstedværket. Det kom der heller ikke i dag, men alligevel var mødet ikke spild af tid, mener Jørn Lehmann Petersen.
- Nu går vi i gang med at få lavet en kortlægning. Især af det, der ligger omkring lossepladsen, men også de andre steder. Så kommer vi med et oplæg til, hvordan vi kan gribe det an. Blandt andet om vi kan lave nogle barrierer, der hvor der strømmer noget ud i Grindsted Å. Og om vi kan fjerne det, der ligger i Banegravsdepotet, siger Jørn Lehmann Petersen.
Borgmester Ib Kristensen var også tilfreds efter mødet med Esben Lunde Larsen.
- Jeg synes at det gik rigtigt godt. Vi havde et positivt møde, og Esben var meget lyttende og forstående overfor problemerne, og over for hvordan jeg ser på at være borger i Grindsted med den forurening, der er, siger Ib Kristensen.
Selv om der ikke kom konkrete løfter om penge, så kan mødet i dag være med til at bane vejen for penge i fremtiden, mener han.
- Når regionerne og ministeren i 2019 skal i forhandlinger, så kommer forureningen under Grindsted på banen igen, siger han.
Indholdet af giftdepoterne fra Grindstedværket stammer fra værkets produktion af sovepiller, nervemedicin, vitaminpiller og antibiotika. Siden 2007 har der været en omfattende og kostbar oprydning i gang.
Det skønnes, at oprydningen vil koste et stort trecifret millionbeløb - penge som Region Syddanmark ikke har.
Dupont, der i dag ejer virksomheden, vil heller ikke betale, fordi deponeringen af affaldet skete med myndighedernes accept, og før de overtog virksomheden.
I morgen lørdag er der borgermøde i Grindsted. Kommunen og Region Syddanmark har fagfolk til at forklare, hvordan det ser ud på tre konkrete steder mellem klokken 9.30 og 11.30. Der vil også være lokale politikere ved mødet.
Præcisering: Det fremgik tidligere af artiklen, at oprydningen vil koste omkring 100 millioner kroner. Det beløb dækker dog kun over en oprensning af Banegravsdepotet.