Terroraktionen i Paris i sidste uge har sat tankerne i gang på spillesteder og til festivaler.
Et af hovedmålene i angrebet var at angribe og dræbe helt almindelige borgere til en rockkoncert i byernes by. Det endte med at koste 89 uskyldige livet på spillestedet Le Bataclan.
Derfor mener Christian Haugk, der er daglig leder af spillestedet Godset i Kolding, at tiden er inde til at sætte sikkerheden for koncertgængere i Danmark på dagsordenen.
- Det er vigtigt, at man på den her tragiske baggrund får kigget på sikkerhedsprocedurerne, siger han.
Skal i dialog med politiet
Han ønsker, at brancheforeningen for spillestederne, Dansk Live, kommer direkte i dialog med efterretningstjenesten og politiet.
- Det er den vej igennem, at vi får et faglig input til, om den tragiske hændelse i Paris giver anledning til nogle nye procedurer, siger han.
Dansk Live vil lære af terrorangrebet i Paris
Dansk Live er i gang med at se på, om spillestederne kan lære noget ud fra terrorangrebet. Det siger leder af Jelling Musikfestival og bestyrelsesmedlem i Dansk Live Lars Charlie Mortensen.
Dansk Live har derfor henvendt sig til sin søsterorganisation i Frankrig.
- Vi får en udredning på, hvad der præcist er sket. Den tager vi selvfølgelig op, og vi tager en debat og en dialog om den, siger han.
Dialogen er både med medlemmerne af Dansk Live, men også med politiet og myndighederne.
Reaktionen skal være afbalanceret
Både Christian Haugk og Lars Charlie Mortensen siger, at sikkerheden allerede før terrorangrebet i Paris blev taget meget alvorligt.
Godset i Kolding vurderer fra koncert til koncert, hvor meget sikkerhedsmandskab der er behov for, og gæsternes tasker bliver gennemgået systematisk.
For Christian Haugk handler det om at finde balancen mellem at give publikum en god oplevelse, og have et miljø, hvor gæsterne kan føle sig både trygge og sikre.
Lars Charlie Mortensen opfordrer også til, at man ikke overreagerer.
- Vi skal stadig kunne holde ud at gå til koncerter, i tivoli eller til en fodboldkamp, uden at det bliver sådan en politistatsmæssig ting.
- Men det er klart, at vi analyserer, lytter og lader os vejlede af dem, der har forstand på det her, siger han.