På den igen: Jyske borgmestre byder sig atter til i kamp om politiskole

Borgmestre er klar til endnu en omgang i kampen om politiskolen, efter at Herning er ude af billedet.

Bygningen her har huset sygeplejeskolen i Vejle, og kan nemt bruges som politiskole, mener byens borgmester. (Foto: © Colliers, Colliers)

Kampen om placeringen af den kommende jyske politiskole er fløjtet i gang igen, og flere jyske kommuner har fundet deres forslag frem fra gemmerne.

Det sker, efter regeringen har opgivet de skråsikre meldinger om, at skolen skulle være nybyggeri i Herning.

Foreløbig har Brønderslev, Frederikshavn, Vejle, Vejen, Haderslev, Esbjerg og Sønderborg meldt sig i koret af kommuner, der er klar til igen at byde sig til for at få skolen til byen.

I Sønderborg er borgmester Erik Lauritzen (S) klar med et forslag, der både indeholder mulighed for nybyggeri eller brug af eksisterende bygninger.

- Sønderborg står stærkt, også selvom politikerne skulle vælge et nybyggeri. Vi er tæt på grænsen, har en god infrastruktur og en skydebane lige i nærheden. Det kommer vi til at gøre politikerne opmærksomme på, siger han.

Også i Vejle bliver der vejret morgenluft. Kommunen peger endnu en gang på den tidligere tidligere sygeplejeskole som hjemsted for den kommende politiskole.

- Jeg tror, at når de får set på vores mulighed, så vil den blive aktuel igen, siger Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V).

Lige så fortrøstningsfuld er Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev:

- Vi prøver chancen en gang til, og vi har noget at byde på. Vi ligger kun lige et kvarter fra lufthavnen, så vi kan være i København indenfor to timer, siger Mikael Klitgaard.