Regionsrådet i Region Syddanmark lægger nu endnu en brik i det puslespil, der skal vise, om den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) misbrugte sin stilling som regionsrådsformand.
I aftes sendte et enigt regionsråd en kritisk udtalelse af sted til Statsforvaltningen, hvor der i redegørelsen står, at den personlige assistent, Christian Ingemann Nielsen, lavede valgkampsarbejde for Carl Holst, mens han samtidig var lønnet af regionen.
- Der ligger nogle mails i Christian Ingemanns indbakke, som har relation til valgkampen. Han har selv deklareret en del af dem som private, men det er dét, der gør, at der kan være indicier for, at der kan have været foregået noget, der ikke skulle foregår, siger den nuværende regionsrådsformand, Stephanie Lose (V).
Vidneudsagn skader Holst og direktionsgangen
I weekenden fortalte næstformand i samarbejdsudvalget og tillidsrepræsentant i regionen Lone Rasmussen, at Christian Ingemann Nielsens ansættelse som kommunikationsmedarbejder i regionen var aftalt på forhånd og blev forsøgt kørt uden om den officielle ansættelsesprocedure.
Det nåede dog aldrig at komme så vidt, men selve oplysningen er nu også blevet tilføjet den redegørelse, som et enigt regionsråd har sendt til Statsforvaltningen.
- Jeg synes, det er en vigtig oplysning, for det skaber et billede af, at stillingen har været konstrueret til at lave valgkamp for Carl Holst, siger regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF).
Carl Holst var ikke alene om det
Det er også denne oplysning, der får flere medlemmer til at mene, at ledelsen i regionshuset vidste, hvad der foregik.
- Det virker gennemplanlagt, og når man skal bruge en medarbejder, så kræver det, at andre er involverede. Så jeg er ret overbevist om, at flere har været vidner til det her, siger Karsten Uno Petersen (S).
Og det skal undersøges, hvem der mere har været blandet ind i sagen, mener regionens næstformand, Poul Erik Svendsen (S):
- Lad os nu få tingene undersøgt grundigt. Vi har en masse indicier nu, og nu for vi det undersøgt af Statsforvaltningen, og så tager regionsrådet stilling til, hvad vi vil gøre og hvilke konsekvenser, der skal være, siger han.
Regionsrådsmedlemmer: Vi vidste ikke noget
Det er altså et samlet regionsråd, der står bag den kritiske redegørelse, og ifølge flere af medlemmer, så er der ingen grund til at være selvkritiske, når man er blevet ført bag lyset.
- Da Christian Ingemann bliver udnævnt (til Holsts spindoktor, red.), går det op for folk, at der har været en mand ansat til at være Carl Holsts personlige assistent. Det er der ingen, der har vidst før, og så er det lidt svært at agere på, siger Ida Damborg.
- Jeg føler mig sandelig også røvrendt, for de informationer vi har fået, har jo slet ikke gået på, at der var noget galt, siger Thies Mathiasen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i regionen.
- At der skulle være medarbejdere, som handlede på Carl Holsts vegne i en valgkamp, det er fuldstændig nyt for mig, da det kom frem, siger han.
Det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt at få Carl Holsts kommentar til den redegørelse og de beviser, som regionsrådet har sendt til Statsforvaltningen.