Hvis folk nogensinde skal hoppe i vandet igen ved Kærgård Plantage, skal hele stranden renses.
Region Syddanmark står for oprydningen efter Grindstedværket for 50 år siden forurenede grunden. I morgen torsdag skal regionens udvalg for jordforurening diskutere, om de vil arbejde for at grunden skal renses helt.
Det koster 100 millioner kroner, men det kan regionen ikke selv betale.Pengene skal også bruges andre steder, siger Jørn Lehmann (S), der er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer.
- Hvis vi kanaliserer alle vores penge over til Kærgård Plantage, betyder det, at vi skal lade andre sager ligge. Så risikerer vi at få store mængder drikkevand forurenet. Det hverken kan, skal eller vil vi leve med, siger han.
Derfor skal Region Syddanmark på jagt efter andre, der kan hjælpe til med betalingen, hvis de beslutter sig for at rense området.
- Jeg håber på, at vi i løbet af den næste år kan få skitseret en plan i regionsrådet, og at planen kan danne basis for nogle forhandlinger med centrale myndigheder, siger Jørn Lehmann.
Selvom jorden i plantagen bliver renset, kommer det til at tage op mod 20 år, før man igen kan bade på stranden.