Patienter på psykiatrisk afdeling på sygehuset i Vejle får hurtigere hjælp, når de har det svært.
Der er blevet ansat flere sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Det ekstra personale er en fordel, når en forpint patient for eksempel vælger at slå hovedet mod en mur.
- Der har vi meget tættere personale omkring hende, og kan aflede hende ved at stimulere nogle andre sanser. Det kan være følesansen, det kan være lugtesansen, eller det kan være via noget massage, siger oversygeplejerske på Vejle Sygehus Peter Jezek.
Samlet set er personalegruppen i psykiatrien i Region Syddanmark vokset med 30 procent siden 2012.
- De statslige midler, der er kommet til psykiatrien, de er også blevet fuldt udmøntet i psykiatrien, siger Charlotte Josefsen, der er administrerende direktør i psykiatrien i Region Syddanmark.
Hos Sind i Vejle, er der glæde over det ekstra personale.
- Det betyder, at behandlingen af den enkelte er blevet meget bedre, siger formand Flemming Leer Jakobsen.
Personalet får det også bedre
At patienterne har fået det bedre, kommer også personalet til gode. Oversygeplejerske Peter Jezek siger, at det kan mærkes på arbejdsmiljøet. Han tror, at det giver færre fysiske skader, når personalet ikke skal spænde patienter fast mod deres vilje.
Personalet har det også godt med, at de har bedre mulighed for at gøre det bedst muligt for patienterne.
- Det strider mod vores personales natur at udøve magt, siger Peter Jezek.