Hva' så - er I der? Jelling har fået hul igennem til pressen

Den 30. Jelling Musikfestival er skudt i gang, og denne gang under større bevågenhed fra pressen end ellers.

Festivalleder Lars 'Charlie' Mortensen fornemmer, at pressen er begyndt at interessere sig mere for Danmarks 3. største festival. (Foto: © Peter Frandsen Siggaard)

Knap 40.000 gæster finder hvert år vej til Jelling, når der er musikfestival i den sidste weekend i maj. Men hidtil har pressen udenfor lokalområdet ikke givet festivalen megen opmærksomhed. Men i år ser det bedre ud med interessen.

- Jeg tror at pressen har fundet ud af, at det er en dejlig festival. Vi er en af de største i Danmark, og på publikums vegne er jeg glad for, at pressen vil dække der, hvor de godt kan lide at komme, siger festivalleder Lars'Charlie' Mortensen.

Han har været med til at arrangere festivallen gennem alle 30 år, og han har tidligere kritiseret hovedstadspressen for at fravælge festivalen, og overlade dækningen til de lokale og regionale medier.

- Det kan være svært at slå igennem, når man bor midt i Jylland. Men i år er vi fint dækket ind af DR. Både P3, P4 og TV er her, og så har vi besøg af både Jyllands-Posten, Ekstrabladet, BT og JyskFynske Medier.

Han gætter på, at festivalens 30 års jubilæum også kan have været med til at skærpe mediernes interesse.

- 30 år. Det er jo en menneske-alder. At tænke sig, at der har ligget en festival i den gamle kongeby Jelling i 30 år. Det må vi hellere komme at se, lyder Lars 'Charlie' Mortensens ræssonnement.

P3: De unge er her - derfor er vi her

P3-programmet Curling-klubben er på besøg på årets festival, og her var det i høj grad de mange efterskoleelever, som besøger festivallen, der fik programmet til at parkere sende-campingvognen i Jelling.

- Curling-klubben er et nyt program på P3. Vi laver radio til og om de unge. Der er rigtigt mange unge mennesker her på Jelling, og derfor giver det rigtigt god mening for os, at være her, siger producerende redaktør på Curling-klubben, Søren McGuire.