Enhedslisten truer med at anmelde Carl Holst til politiet

Carl Holst (V) skal vise sine private emails, ellers kan der komme en politianmeldelse, truer Enhedslisten.

Carl Holst (V) skal tvinges til at lægge private mails frem. Ellers må Region Syddanmark politianmelde ham, mener Enhedslisten i regionsrådet. (Foto: © Morten Rønnelund, DR Fyn)

Hvis den tidligere formand for Region Syddanmark og nuværende forsvarsminister, Carl Holst (V), ikke selv lægger sin private mails frem, så må Region Syddanmark anmelde ham til politiet.

Det siger Vibeke Syppli Enrum, der repræsenterer Enhedslisten i Region Syddanmark, til Fyens.dk.

Carls Holst er under mistanke for at bruge sin personlige assistent, Christian Ingemann, til at føre valgkamp, mens han var ansat og lønnet af Region Syddanmark.

Carl Holst skal tvinges til at lægge private mails frem

I går kom det frem, at Christian Ingemann har sendt breve fra Carl Holst valgkampsmail.

Derfor skal Carl Holst lægge sine mails frem, så Statsforvaltningen kan bruge dem i den undersøgelse, som forvaltningen arbejder med.

- Gør han ikke det, så synes vi at Region Syddanmark må træde ind i sagen. Vil Region Syddanmark ikke politianmelde Carl Holst, så må Enhedslisten gøre det, siger Vibeke Syppli Enrum til DR P4 Trekanten.

Carl Holst valgkampssmail er privat, men en gennemgang kan måske vise, at Christian Ingemann sendte mails fra den på tidspunkter, hvor han ellers arbejdede for Region Syddanmark, siger Vibeke Syppli Enrum.

- Det er læserbreve, som er sendt fra den mail af Christian Ingemann. Og der kan jo være oplysninger med tidspunkt og så videre, der ikke er forenelige med ansættelse i et andet job, at så passer den mail samtidig, siger Vibeke Syppli Enrum.

Forsvarsministeren henviser til undersøgelse

I en besked til DR P4 Trekanten skriver Carl Holst.

"Der er iværksat en undersøgelse, og den afventer jeg. Jeg vil naturligvis stille mig til rådighed for undersøgelsen og samarbejde fuldt ud. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt."