Tirsdag den 4. juni 2002 blev brugsuddeleren i Superbrugsen i Egtved, Poul Erik Rasmussen, dræbt.
Ukendte gerningsmænd havde overmandet uddeleren efter lukketid, de havde bagbundet og kneblet ham, og han blev ved 20-tiden fundet kvalt på kontoret i butikken.
Gerningsmændene var stukket af med mellem 30.000 og 40.000 kroner fra kassen.
Drabet er aldrig blevet opklaret, men det har sat dybe spor hos mange af byens borgere. En af dem er 71-årige Gerda Stenderup Pedersen. Hun var i 2002 ansat som butiksassistent i Superbrugsen.
Den 4. juni om aftenen var hun ude på en cykeltur.
- Da vi kom hjem, var der politifolk og blå blink over det hele, og Superbrugsen var spærret af med rød-hvide bånd. Jeg gik hen til en af betjentene og spurgte, hvad der var sket. 'Jeres uddeler er blevet slået ihjel', sagde han så bare, forklarer Gerda Stenderup Pedersen.
- Vi var fuldstændig rystede over det, og vi var nødt til at gå hjem sammen, nogle af os, og drikke en øl, for at få det lidt på afstand, inden vi skulle sove. Og dagen efter blev vi så indkaldt til morgenmøde og fik at vide, hvad der var sket, siger hun.
Ane Marie Skov, der bor i Vester Nebel og i dag arbejder i Røde Kors Genbrugsbutik i Egtved sammen med Gerda Stenderup Pedersen, husker også stadig drabet på uddeleren.
- Det er mærkeligt og uhyggeligt at tænke på, at der stadig går en eller flere gerningsmænd rundt, som ikke er blevet straffet for deres forbrydelse, siger Ane Marie Skov.
Gerda Stenderup Pedersen husker, at Superbrugsen var lukket i otte dage efter tragedien, hvor politiet ledte efter spor.
- Men de fandt åbenbart ikke nok til, at de kunne fælde en gerningsmand, og det er uhyggeligt at tænke på. Vi var også meget på vagt i månederne efter mordet, især når vi skulle lukke butikken, siger hun.
En, der også stadig ofte tænker på drabet på brugsuddeleren, er tidligere politimand Hans Erik Petersen. Han var ven med uddeleren, og det undrer ham i dag, at det ikke lykkedes at finde gerningsmanden.
- Vi arbejdede i flere år på sagen og lagde tusindvis af timer i efterforskningen. Vi havde mange til afhøring, og der blev udlovet en dusør på 200.000 kroner for oplysninger, der kunne føre til opklaring af sagen, men det blev ikke til noget, siger Hans Erik Petersen fra Vejle.
I dag, 16 år efter, er en sten ved Superbrugsen i Egtved et meget i øjnefaldende minde om det uopklarede drab i 2002. Mindre i øjnefaldende er de spor, som mordet har sat hos dem, der kendte uddeleren.
For eksempel er Gerda Stenderup Pedersen stadig meget påvirket af oplevelserne i 2002.
- Jeg går aldrig alene hjem om aftenen, mine venner følger mig altid hjem, siger hun.