VIDEO: Fem øvelser, der gør dig mere effektiv på arbejdet

En times træning i arbejdstiden om ugen gør dig mere effektiv og mindre syg.

Sandie Calender er fitnessinstruktør i Fitness Syd i Aabenraa. Hun har fem enkle øvelser, du hurtigt kan lave, selvom du har arbejdstøjet på.

Tænk hvis du fik muligheden for at hoppe en tur på motionscyklen, lave mavebøjninger eller gulvøvelser i arbejdstiden og samtidig gøre dig mere produktiv og mindre syg.

Flere arbejdspladser rundt om i landet har indført træning i arbejdstiden enten permanent eller på forsøgsbasis.

Øvelse 1: Squat med hop. Her hopper man op fra squat-stilling og ned i squat-stilling igen. Det gentages ti gange. Øvelsen sætter pulsen op og sætter både ben, mave og åndedræt på arbejde. (Foto: © Ulrik Bang, Danmarks Radio)

For blot en times træning om ugen i arbejdstiden øger nemlig produktiviteten hos den enkelte medarbejder med otte procent og nedsætter sygefraværet med 30 procent, viser en ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet.

Flere kommuner har motion i arbejdstiden

Københavns Kommune kører i øjeblikket et to-årigt forsøg med en times træning for de ansatte i ældreplejen.

I Esbjerg, Assens, Nordfyn og Sønderborg kommuner kører man motion i arbejdstiden som et forsøg i flere afdelinger. Hos de ansatte i Odense Idrætspark, der hører under Odense Kommune, er det blevet en permanent ordning.

Øvelse 2: Udstrækning af lænd. Man ligger sig på maven, spænder ballerne og placerer hænderne i gulvet tæt på kroppen. Svajer i ryggen og løft overkroppen så langt op, man kan. Læg hovedet tilbage og hold strækket så længe man kan. Gentag øvelsen nogle gange. (Foto: © Ulrik Bang, Danmarks Radio)

I Varde Kommune har man netop forsøgt sig med en times ugentlig motion for de ansatte på to plejecentre gennem knap fem måneder.

En af dem, der har været med i projektet, er sygehjælper Birgitte Simonsen på plejehjemmet Lyngparken i Varde, der gennem de næsten fem måneder har trænet i arbejdstiden.

- Det har givet mig et utroligt overskud. En del af os er jo slidte, fordi vi har været i faget i mange år, og vi har mindsket vores smerter ved at træne, siger hun.

Øvelse 3: Squat med elastik. Her aktiverer man baller og lår. Navlen trækkes ind og benene sænkes ned i squat. Knæene presser man udad, så elastikken giver modstand. Langsomt rejser man sig op og gentager øvelsen. (Foto: © Ulrik Bang, Danmarks Radio)

I Varde Kommune har resultaterne været så gode, at politikere i social- og sundhedsudvalget vil have det bredt ud, så alle ansatte på Varde Kommunes plejehjem får mulighed for at træne en time om ugen i arbejdstiden.

Det er nemmere at stå op om morgenen

Det er sundheds- og idrætsforsker Just Bendix Justesen, der står bag ph.d.-afhandlingen fra Syddansk Universitet.

- Resultaterne er ret tydelige. Hvis vi arbejder med den rigtige intensitet og har dygtige og uddannede instruktører med, kan man få en gevinst på bare én time om ugen. Det er alle jobtyper, der kan have gavn af motionen, siger han.

Øvelse 4: Træning af mave med bold. Sug maven ind, og find balancepunktet ved at løfte fødderne fra gulvet. Hold spændingen i maven og læg vægten fra side til side samt frem og tilbage. (Foto: © Ulrik Bang, Danmarks Radio)

Just Bendix Justesen siger, at det handler om, at de ansatte laver øvelser, der består af muskeltræning under høj intensitet og styrkelse af ryg og mave.

- Med øvelserne oplever medarbejderne at få mere energi, mere overskud og har nemmere ved at stå op om morgenen. Og de får lyst til at træne mere i deres fritid, siger han.

Træning giver større fællesskab

Just Bendix Justesen tilføjer, at det også handler om at have det sjovt og give hinanden et smil på læben, mens man træner sammen.

Det har sygehjælper Birgitte Simonsen oplevet i stor stil, når de har lavet alt fra gulvøvelser, spænet på trapper og øvet med trænings-elastikker.

Øvelse 5: Balance på ét ben. Stå fladt på den ene fod, mens du løfter og strækker den anden bagud. Spænd i maven og løft dig op på tå, når du har fundet balancen. Hold stillingen, så længe du kan. (Foto: © Ulrik Bang, Danmarks Radio)

- Når man træner sammen på arbejdet, trækker vi kollegaer hinanden med. Jeg kommer ikke i et fitnesscenter til daglig. Så det er fedt, at vi kan trække hinanden op og træne sammen, siger hun.

Træningen i arbejdstiden har også betydet et større fællesskab blandt de ansatte, siger Birgitte Simonsen.

- Vi har fået mere sammenhold, og vi har fået mere positivt overskud til at arbejde sammen, siger hun.